Når Bayern München i aften skal forsøge at sikre avancement i Champions League mod upåagtede FC Basel, er det storholdet fra Sydtyskland, som der bør heppes på hjemme i danske stuer.

Mon ikke der er en del danskere, der er Bayern-fans for en aften, når 3+ byder på Champions League-fodbold i aften.

I hvert fald kan et Basel-exit sikre dansk CL-plads til sæsonen 2013/2014. Dertil følger hele 100 millioner kroner til mesterholdet. Penge der i en tid som denne vil falde på et uhyrligt tørt sted i en hvilken som helst dansk klub.

I skrivende stund ligger Danmark på en 13. plads på UEFAs rangliste. De 12 højst rangerede er sikret direkte kvalifikation, men da Champions League-mestrene efter al sandsynlighed skal findes blandt de 12, går deres kvalifikationsplads til det næste land i rækken uden en plads - hvilket i øjeblikket er Danmark, der altså har Schweiz lige i hælene på en 14. plads.

Der er dog bare et problem: FC Basel har været en af turneringens store overraskelser i år og, efter at have været med til at sende Manchester United ud i kulden i gruppespillet, præsterede de også yderst fornuftigt i første opgør mod Bayern. De tyske giganter blev imod alles forventninger sendt hjem med et 0-1-nederlag.

Det, der taler til dansk fodbolds fordel, er at schwiezerne har temmelig svære arbejdsvilkår, hvis de vil snuppe den adgangsgivende 13. plads.

De skal ikke bare slå Bayern ud, men også besejre dem i opgøret i aften, og derefter få mindst uafgjort i en af kvartfinalekampene.

Sker det, så får dansk fodbold dog stadig mulighed for et CL-eventyr, da en plads i gruppespillet allerede er sikret til næste sæson, 2012/2013.