Arsenal lever stadigvæk i Champions League efter sejr på 3-0 over Dinamo Zagreb, men den store test venter i næste runde. Suveræne Bayern vandt igen og er dermed videre.

Første del af den plan, der skal sende Arsenal videre fra Champions Leagues gruppespil, faldt i hak tirsdag, da London-klubben hjemme vandt 2-0 over Dinamo Zagreb.

Arsenal kom foran efter en lille halv times spil mod kroaterne efter et kontraangreb. Alexis Sanchez sendte et perfekt indlæg fra Arsenals venstre side ind i pandebrasken på en helt fri Mesut Özil, som med et kraftfuldt hovedstød passerede gæsternes portugisiske målmand, Eduardo.

Fire minutter senere var Alexis Sanchez i målscorerens rolle, da Nacho Monreal opfattede en fejlaflevering fra argentineren German Sigali og lagde bolden ud til chilenske Sanchez, der let kunne score.

Alexis Sanchez scorede også til 3-0 i anden halvleg, men dermed var Arsenals lykke ikke nødvendigvis gjort. For hvis Bayern München og Olympiakos fandt ud af at spille uafgjort, ville Arséne Wengers tropper alligevel være færdige i turneringen.

Det kom dog overhovedet ikke på tale.

Allerede efter 20 minutter førte de tyske mestre med 3-0 takket være mål af Douglas Costa, Robert Lewandowski og Thomas Müller, og så var den kamp lukket.

Franske Kingsley Coman sørgede for 4-0, og dermed er Bayern München klar til forårets ottendedelsfinaler som puljevindere.

Arsenal skal i sidste runde til Grækenland, og holdet er i skrivende stund tre point efter Olympiakos, som de tabte til med 2-3, da de var på besøg på Emirates i London.

I tilfælde af pointlighed er det indbyrdes kampe, der afgør sagen i Champions League, og da man jo ikke kan satse på at vinde 4-3, er Arsenal altså ikke alene tvunget til at vinde i Athen. De skal vinde med to mål, men i så fald tager de også andenpladsen i puljen efter suveræne Bayern.