Seks minutter senere lavede Nicklas Bendtner ravage i Inters mur, og herfra kunne han se holdkammeraten Kevin de Bruyne skrue bolden over i det lange hjørne direkte på frispark.

Tættere på at have aktier i et mål kom den danske landsholdsangriber ikke, men søgte flittigt med ind i feltet, når tyskerne rullede frem og fik sat Kevin de Bruyne op til en stor chance.

Inter kom i front i første halvleg, men Naldo og to mål af Kevin de Bruyne gav et retvisende resultatet af de 90 minutter.

Mødet mellem de to hold var mere end en 1/8-finale - det var et statustjek på Bundesligaen på vej frem og stagnerende Serie A.

For knap fem år siden vandt Inter Champions League over FC Bayern München. Der har ikke været et italiensk hold i en europæisk finale siden og ganske symbolsk har den tyske Bundesliga 'ædt' en af Serie A's billetter til Champions League ikke mindst takket være finalepladser til FC Bayern og Dortmund.

Den dominans kom til syne på banen i Wolfsburg. Første halvleg var en jævnbyrdig affære, men i anden halvleg var der ganske enkelt klasseforskel på et tysk hold på vej frem og med deltagelse i Champions League næste sæson, og et italiensk storhold så falmet på en dug på bordet i en baggårdsrestaurant.

Andetsteds var Nicolai Boilesen og Lasse Schöne på banen for Ajax Amsterdam, mens Lucas Andersen blev på udskiftningsbænken. De hollandske mestre tog livtag med ukrainske Dnipro, hvor værterne vandt 1-0. Det beskedne nederlag er dog et rimeligt udgangspunkt for Ajax Amsterdam at tage med til returmødet i Amsterdam.

Club Brugge har været en danskerdræber i denne sæson og har sendt Brøndby, FCK og AaB ud i det europæiske mørke. Med en 2-1 sejr over Besiktas står belgierne med gode kort på hånden for at gøre det samme ved det tyrkiske traditionshold.