Nicklas Bendtner tilhører med stor sikkerhed ikke den race, der bekymrer sig det mindste om, hvad andre skriver eller siger om ham. Det gælder spillet på fodboldbanen, Bendtners til tider 'festlige' indslag uden for grønsværen og ikke mindst valget af fodboldstøvler.

Nu behøver Bendtner næppe en selvtillidsindsprøjtning for at skyde med skarpt på det sociale medie Instagram, men efter sin helterolle i Super Cup'en kunne den danske angriber ikke dy sig for at tage til genmæle mod sine mange 'haters'.

Nicklas Bendtner har længe spillet i et par lyserøde Nike-fodboldstøvler, men det er ikke altid noget, der er faldet i god muld hos danskerens mange følgere. Nu får de alle en glidende tackling fra danskeren.

»For fem år siden gjorde folk grin af mig, da jeg havde de her støvler på. Nu har alle dem på,« skriver Nicklas Bendtner til billedet.

Nicklas Bendtner blev skiftet ind med 20 minutter tilbage af Super Cup'en mod de tyske mestre fra Bayern München. Danskeren tog et fremragende løb til første stolpe og dirigerede kort før tid bolden op i nettaget til 1-1-udlignigen, der sendte kampen direkte i straffesparkskonkurrence. Her scorede Bendtner Wolfsburgs femte straffespark - et spark, der afgjorde kampen, fordi Xabi Alonso tidligere havde brændt for Bayern München.

Og det var naturligvis iført de lyserøde støvler, at Nicklas Bendtner blev hyldet af holdkammeraterne.