DBUs fyrede kommunikationschef Lars Berendt taler nu om sin afsked efter 22 år i unionen.

Fredag kom fyringen efter 22 år som synlig talsmand for DBU. Lørdag faldt så Lars Berendts egne ord på den første dag, hvor hans ord ikke længere behøvede at være knyttet op på en strategi, der tilhører unionen.

- Der er ikke noget overraskende i, at en ny direktør og bestyrelsesformand vil sætte deres eget hold, så jeg har været klar over, at det også var en mulighed for mig. Det eneste jeg kan gøre, er at se tilbage på 22 fantastiske år i DBU, siger Lars Berendt til DR Sporten omkring den nye administrerende direktør Claus Bretton-Meyer og den nye formand Jesper Møllers beslutning.

- Jeg har ikke et indtryk af, hvordan det er foregået og har heller ikke behov for at vide det. Jeg kan konstatere, at den nye direktør og formand vil sætte et andet hold og gå i en retning, hvor de ikke føler, jeg skal være en del af det, siger Lars Berendt og forklarer, at det var en del af prisen for jobbet, at han blev også blev symbol på DBU og upopulære beslutninger, der med tiden skulle kommunikeres.