Opdateret d. 15-01-15: Ved en fejl fremgik det oprindeligt af artiklen, at Emil Berggreen har været i Norge i forbindelse med et muligt klubskifte. Det har han ikke.

Den norske klub Viking Stavanger var millimeter fra at kunne præsentere danske Emil Berggreen som ny angriber.

De 1,5 millioner kroner til frikøbet var fundet, og de personlige vilkår kunne klubben og danskeren også nå til enighed om. Berggreen fik imidlertid kolde føder, da han skulle rejse til Norge og se det sted, hvor han havde udsigt til at spille fodbold i fremtiden. I stedet trak han sig fra aftalen, sådan beskriver den norske avis Aftenposten.no episoden. Og den norske klub står fortsat uden den angrebsforstærkning, som de gerne vil have.

Det er her, Thomas Dalgaard kommer ind i billedet. Stavangers træner, Kjetil Jonevret, har tidligere været ude med beskeden om, at klubben især holder øje med skandinaviske spillere, der spiller i mellemstore europæiske klubber, men ikke får tilstrækkeligt med spilletid. Præcis sådan en spiller er Dalgaard, der til dagligt spiller for den hollandske klub Heerenveen.

Aftenposten beretter, at Viking Stavanger har Thomas Dalgaard på blokken sammen med finnen Tim Vayrynen, der spiller for Borussia Dortmunds andethold.

Thomas Dalgaard spillede sidste sæson i Viborg, hvor han blev Superliga-topscorer med 18 mål.