Chelsea-backen Branislav Ivanovic blev det store samtaleemne i kølvandet på den dramatiske sejr over Everton. For to år siden blev han bidt af Luis Suárez i en kamp mod Liverpool, men nu er det serberen selv, der anklages for at sætte tænderne i en modspiller.

Sårene er helet, men serbiske Branislav Ivanovic er måske ikke kommet sig helt over hændelsen med Luis Suárez. Bølgerne gik højt i kølvandet på udvisningen af Everton-spiller Gareth Barry og her tog Ivanovic en hovedrolle.

Billeder viser tydeligt, at han havde armen rundt om halsen på skotske James McCarthy, og der spekuleres nu i, om Ivanovic efterfølgende forsøgte at bide skotten.

Den engelske tabloidavis Daily Mail mener at være i besiddelse af billeder, der viser serberen forsøge at 'lave en Suarez' på skotten.

»Kilder nær McCarthy fortalte senere, at han følte tænder på sin skulder, men at han ikke var sikker på, det var et bid« skriver Daily Mail. De skriver ydermere, at kilder omkring Ivanovic ligeledes skal have afvist at et bid fandt sted.

Det forventes nu, at FA-disciplinærudvalget vil gå ind i sagen, hvis dommer Jon Moss ikke selv så situationen. Alligevel kræver det ifølge avisens eksperter bedre bevismateriale, hvis Ivanovic skal tildeles en karantæne, der vil holde ham ude af Capital One Cup-finalen.