Den tidligere Premier League-målmand Marton Fulop er død i en alder af kun 32 år.

Det ungarske fyrtårn meldte i 2013 ud, at han tog en pause fra international fodbold efter at have fået fjernet en ondartet svulst i sin arm. Derefter var der stille om manden, men tilbage til fodbold vendte han altså aldrig. Kræften forsvandt aldrig, og efter et par års kamp med sygdommen er Fulop nu gået bort.

Fulops karriere i Premier League var delt op i to treårige ophold i henholdsvis Tottenham og Sunderland, hvor han i begge klubber var udlejet til en lang række andre britiske klubber, heriblandt Leicester, Stoke og Manchester City. Han nåede også at spille 24 kampe for Ungarns landshold.

Folk på Twitter er selvsagt ikke sene til at reagere, og kondolencer strømmer ind fra diverse klubber og spillere. Blandt andet skriver Fulops tidligere målmandskollega Ben Foster disse rørende ord:

»Hvil i fred, Marton Fulop, en af de gode og taget fra os alt for tidligt. Tanker og kærlighed går til Fulop-familien.«

En anden Premier League-profil, der var hurtigt ved tasterne, er Tottenham-legenden Ledley King:

»Chokeret og ulykkelig af nyhederne om min tidligere holdkammerat Marton Fulop. Hvil i fred, min ven.«