Trifon Ivanov, 'Den bulgarske ulv', døde natten til lørdag af et hjertetilfælde. Det meddeler det bulgarske fodboldforbund i en pressemeddelelse. Ivanov blev blot 50 år gammel.

Det bulgarske landshold blev sensationelt nummer fire ved VM i USA i 1994. Den flotte placering blev blandt andet opnået ved hjælp af magi og mål fra stjernespilleren Hristo Stoichkov samt et solidt bulgarsk forsvar - et forsvar med Trifon Ivanov som den store profil.

Trifon Ivanov har igennem længere tid døjet med hjerteproblemer, og så sent som i august blev han opereret i hjertet. Det var desværre ikke nok, da Ivanov natten til lørdag fik et hjertetilfælde.

»Vi vil huske Trifon som en af de bedste forsvarsspillere i bulgarsk fodboldhistorie. Ud over at være en god fodboldspiller var han også en stor mand med et stort hjerte, som altid var klar til at hjælpe. Vi vil alle begræde tabet af en sand ven. Hvil i fred, Trifon!,« skriver det bulgarske fodboldforbund.

Ivanov spillede 77 kampe for Bulgariens landshold og scorede seks mål.