BT har undersøgt, hvad vi kan forvente os af taktiske lækkerier fra fem af de største trænere i Champions League.

Det er de fem favoritter til at vinde Champions League, som her bliver analyseret af nogle af de danske eksperter, som følger de respektive ligaer. Hos alle klubberne har der været væsentlige udskiftninger i spillertruppen i sommerens transfervindue, og trænerne har måttet justere deres taktiske oplæg tilsvarende. Læs videre og bliv klogere på, hvad vi kan forvente os i Champions League-kampene.

JOSE MOURINHO, CHELSEA 

Vurderet af Mikkel Bischoff, der tidligere har spillet i Manchester City og nu er ekspert og medkommentator på Premier League på 6’eren

- Chelseas store problem var i sidste sæson, at de ikke havde nogen playmaker til at ligge bagest på midtbanen og diktere spillet. Lampard var ikke den type, John Obi Mikel har ikke den bedste boldbehandling, og alt foregår med 100 km/t, når Ramires har bolden. Det er ikke spillere, der kan kontrollere en kamp. Det kan Cesc Fabregas (der er kommet til klubben fra FC Barcelona, red.).

- Fabregas’ betydning for Chelsea har været voldsom, men der har også manglet nogle, der kunne sparke boldene ind i nettet i sidste sæson. Det gør Diego Costa (der er kommet til klubben fra Atlético Madrid, red.) bare med det samme, og jeg er imponeret over, hvor hurtigt han har slået igennem. De to har været ’the missing links’ i Chelsea.

- Fabregas kan cirkulere spillet, han er rolig på bolden og så er han god på de afgørende afleveringer. Når Chelsea skal dominere, spiller han bagest på midtbanen, og når de møder de store hold, kommer han til at ligge på 10’er-positionen. Det giver en fantastisk taktisk fleksibilitet.

- Chelsea kommer til at være mere sprudlende mod de mindre hold, men de vil også parkere bussen i de store kampe. Mourinho er helt klar i mælet om, at han ikke er en del af en underholdningsindustri, og det kommer også til at være sindssygt kedeligt mod nogle af de store hold.

***********************************

CARLO ANCELOTTI, REAL MADRID

Vurderet af Mads Davidsen, der er assistenttræner for Sven Göran Eriksson i kinesiske Guangshou R&F, hvor han også står for kampanalyser og scouting af såvel nationale som internationale mandskaber:

- Det interessante ved Real Madrid er, om de kan undvære den 6’er og balancespiller, som de har solgt med Xabi Alonso (der er solgt til Bayern München, red.). Hvis man kigger på deres stil i Champions League sidste år, vinder de stort set turneringen på omstillingsspil. Da de slår Bayern, er det jo udført til perfektion.

- Før omstillingsspil kommer erobringsspil, for du skal have bolden, før du kan køre en omstilling. Der kan man godt være bekymret ved at miste en spiller som Xabi Alonso, der er meget mere disciplineret i den rolle, end Toni Kroos (der er kommet til klubben fra Bayern München, red.) er.

- Der mangler defensiv balance. Når Real Madrid har bolden, er det ikke nødvendigvis det store problem. Der er det mere et spørgsmål om, hvorvidt de optager hinandens positioner. Om der er for mange, der vil løbe i det samme rum. Lampard/Gerrard-problemet for England i gamle dage. De vil spille de samme bolde og løbe i de samme rum. Det risikerer Real Madrid.

- En af udfordringerne med store spillere er ikke nødvendigvis det taktiske, men også det mentale. Vil en af de her spillere acceptere at blive en balancespiller, der bare skal aflevere bolden videre og beskytte bagkæden. Det kan blive svært at få en af dem til at acceptere det.

***********************************

DIEGO SIMEONE, ATLÉTICO MADRID

Vurderet af Niels Christian Frederiksen, der har beskæftiget sig meget med La Liga i professionel sammenhæng, da han kommenterede kampene på Canal9. Nu er han kommentator hos Viasat, men han følger stadig ligaen tæt:

- Atléticos styrke vil altid være det kollektive. Det er det, Diego Simeone slår på. For betragter man de individuelle spillere, er der mange andre, der kan finde 11 bedre spillere end Simeone.

- Man er nødt til i et kollektiv også at have profiler, der kan afgøre kampene. Diego Costa sidste år, Radamel Falcao sæsonen inden. Antoine Griezmann er nok en bedre spiller end Mario Mandzukic, men på Atlético-mandskabet er Mandzukic vigtigere, fordi de skal bruge en mand, der kan lave mål. Det er 9’erens opgave i Atlético.

- De vil stadig have det defensive udgangspunkt, hvor de er rigtig svære at score på. De vil spille til nul mange gange. Thibaut Courtois (der er vendt tilbage til Chelsea, red.) havde 55 ’clean sheets’ i 110 ligakampe. Det er jo helt vildt. De har vundet prisen som det hold, der bliver scoret færrest mål imod i Spanien de seneste to sæsoner.

- Simeone er den, der får allermest ud af sit hold. Det er imod alle odds, at Atlético vandt mesterskabet og kom i Champions League-finalen i sidste sæson. Holdet er reelt ikke til det. Det præsterer over niveau gang på gang og sæson efter sæson.

***********************************

LUIS ENRIQUE, FC BARCELONA

Vurderet af Niels Christian Frederiksen, der har beskæftiget sig meget med La Liga i professionel sammenhæng, da han kommenterede kampene på Canal9. Nu er han kommentator hos Viasat, men han følger stadig ligaen tæt:

- Luis Enrique har allerede sat det aftryk, at han har forsøgt at integrere nogle af de unge talenter fra La Masia – med Munir som det bedste eksempel. Der er også gang i et generationsskifte, hvor Xavi ikke har spillet mere end et kvarter, og han er altså en af de vigtigste figurer i Barcelonas historie.

- Enrique er en asket. Han var altid i topform som spiller, og så snart han stillede fodboldstøvlerne på hylden, begyndte han at løbe maraton og Ironman. Han render rundt med Oakley-briller på til træning ligesom en cykelrytter. Han er en sundhedsapostel, der forlanger noget. Han kommer fra et barsk område af Spanien, Gijon i Galicien. Et område, hvor cykelrytterne traditionelt kommer fra. Så Enrique er en mand, der går meget op i det fysiske, og i at man lever som en elitesportsmand.

- Det er Messi, der er bossen i Barcelona, og det kan godt være sundt for ham, at man får en sundhedsfanatiker som Luis Enrique ind. Han er en mand, der går op i, at man spiser og sover ordentligt. Messi er blevet kritiseret lidt for, at han efter Guardiola-tiden er begyndt at skeje lidt mere ud. Han har fået lidt for mange kilo på sidebenene, og han er blevet oftere skadet. Det var han ikke under Guardiola, hvor han var på en striks diæt. Det vil nu fortsættes under Enrique.

***********************************

PEP GUARDIOLA, FC BAYERN

Vurderet af Henrik Hvillum, der er ekspert og kommentator på Eurosports dækning af Bundesligaen, som han følger tæt:

- Det ser ud til, at Guardiola har lagt sig fast på, at Lewandowski skal spille helt fremme på 9’er-positionen. Det har slået mig, at Bayern spiller helt uden midtbanekanter. Holdet spiller jo nærmest 3-2-2-2-1 eller 4-2-2-2, hvor kanterne typisk dækkes af de offensive backs, der går langt frem i banen.

- Guardiola bruger nu en meget kompakt midtbane med midtbanespillere i flere lag - og så med backs som offensive kanter. Han har også brugt Alaba (venstre back David Alaba, red.) på den centrale midtbane, men han klarer det mindre godt end sidste sæsons opfindelse af Philipp Lahm på samme position. Der er virkelig mange muligheder i Bayern, og de kan også slå tilbage i 4-2-3-1.

- De nye taktiske idéer har foreløbig haft den betydning, at Bayern ikke har spillet op til deres bedste, men de har alligevel vundet. Det er jo også typisk Bayern. Men de spiller bolden meget rundt og i meget lavt tempo. De venter til det helt rigtige øjeblik, før de går efter chancerne.

- Lewandowski (den nytilkomne angriber Robert Lewandowski, der er kommet til klubben fra Borussia Dortmund, red.) har endnu ikke været voldsomt imponerende. Hans rolle er at tiltrække bolde og lægge af til en fremadstormende Mario Götze. Han er ikke boksspiller som Mario Mandzukic (der er blevet solgt til Atlético Madrid, red.), og han er endnu ikke spillet ind på holdet. Når det sker, får man en boldmagnet, der suger spillet til sig oppe foran.