Det er næsten ikke til at bære, hvis den danske landsholdsspiller Nicolai Boilesen skal igennem endnu en længerevarende skadesperiode. Men meget tyder desværre på, at det er tilfældet, efter at den 22-årige forsvarsspiller måtte humpe fra banen i Ajax' 1-3-nederlag ude mod Paris Saint-Germain i Champions League.

Der var kun spillet syv minutter, da værternes Gregory van der Wiel - der tidligere har spillet sammen med Boilesen i Ajax - satte en overgearet og mistimet tackling ind på danskeren.

Boilesen, der i øvrigt bar anførerbindet, faldt til jorden og havde tydeligvis store smerter i sit højre knæ.

De første meldinger fra Paris går på, at landsholdsspilleren har beskadiget ledbåndet i knæet. En skanning i den kommende uge skal afsløre, hvor slemt det står til.

25 minutter efter Boilesen-episoden gjorde Paris Saint-Germains uruguayanske angriber Edison Cavani det til 1-0 for værterne. Men det lykkedes højst overraskende for Ajax' Davy Klaassen at udligne midtvejs i anden halvleg.

Men så slog den tidligere Ajax-stjerne og nuværende PSG-superstjerne Zlatan Ibrahimovic til. Med 10 minutter igen drejede han rundt på en tallerken og flugtede bolden over i det lange hjørne.

Cavani slog parisernes gevinst fast, da han fem minutter senere gjorde det til slutresultatet 3-1.

Sejren betyder, at PSG beholder førstepladsen i gruppen - et point foran Barcelona. Der resterer en runde.

Ajax skal blot bruge et point i den sidste kamp hjemme mod cypriotiske APOEL for at sikre sig Europa League-adgang.