Den brasilianske målsluger Romario blev søndag valgt ind i det brasilianske senat. Han vandt en jordskredssejr over sin partirival Cesar Maia.

Engang var han blandt verdens bedste angribere. I sin europæiske karriere skinnede han for alvor i Barcelona, hvor han, serviceret af blandt andre Michael Laudrup, scorede 30 mål i sin første La Liga-sæson. Men specielt på landsholdet var Romario garant for mål, og hans evner i den gule trøje er ikke blevet glemt i hjemlandet.

Det kom tydeligt til udtryk søndag, da Romario, født Romario de Souza Faria, stillede op til det brasilianske senat. Søndag aften, da 90 procent af stemmerne var talt op i Rio de Janeiro, der er Romarios valgkreds, havde den lille eks-angriber modtaget 63,4 procent af stemmerne, mens hans partirival fra Socialist Partiet bare havde fået 20,5.

Romario blev for fire år siden valgt som kongresmedlem for socialisterne. Blandt hans mærkesager har været en skarp kritik af det brasilianske VM-værtskab sidste sommer, hvor han beskyldte fodboldforbundet for korruption. Han har ligeledes kritiseret FIFA kraftigt efter beslutningen om at give VM 2018 til Rusland, der ifølge Romario har købt sig til slutrunden.