Han har spillet 71 landskampe for Brasilien, været landstræner i Japan og Irak samt klubtræner over det meste af kloden, og haft en kortvarig politisk karriere som sportsminister i sit hjemland. Nu vil 62-årige Zico, eller Arthur Antunes Coimbra, som han er døbt, også være præsident for FIFA.

»Hvorfor ikke? Mit liv har altid været fodbold. En passion, som er blevet ført ud i livet med seriøsitet og respekt både i Brasilien og andre lande,« skriver Zico på sin facebook-side.

Han er i øjeblikket i Berlin, hvor han dækker lørdagens Champions League-finale mellem Barcelona og Juventus for brasiliansk TV.

Zico har senest arbejdet som træner i den indiske klub FC Goa. Han er tydeligvis ude og lufte tanken for at undersøge, om han kan få opbakning, hvis han beslutter sig for at stille op til det kommende valg til posten som FIFA-præsident efter, at Sepp Blatter tirsdag aften valgte at trække sig.

»Jeg tænker fodbold frem for politik. Jeg har endnu ingen støtte, men hvis det er åbent, kan jeg ansøge til FIFA om at stille op. Det er stadig bare en idé... hvem ved?« lyder det videre i den facebook-opdatering, der kun kan tolkes som et forsøg på at lodde stemningen og se om, der er nogen, der vil bakke op om den tidligere topspiller.