Brøndby viste et skuffende lavt bundniveau, da holdet torsdag aften blev udspillet og tabte 0-3 til Club Brugge.

I Belgien kalder de lokale journalister Club Brugge for deres svar på Brøndby.

Klubben har ligesom Brøndby ikke vundet det hjemlige mesterskab siden 2005, men alligevel er der trods den manglende guldmedalje massiv opbakning til det profilerede hold.

2005 er samme år, Brøndby sidst var i Europa Leagues gruppespil, mens Club Brugge omvendt kan prale af europæisk gruppespil i de seneste fire ud af fem sæsoner og klubben er også godt på vej til endnu en tur i det fine selskab med en udklaskning af det danske hold, som fortjent tabte 0-3 i den første kamp af den dansk-belgiske dyst i Europa League-kvalifikationens tredje runde.

Dermed ser mange millioner kroner allerede nu at være forduftet fra Brøndby, før returkampen er spillet i Danmark.

- Jeg har da i hvert fald noteret mig, at Esbjerg lavede en 20-30 millioner kroner på at spille gruppespil sidste år. De lavede også mange point, men det er i hvert fald i den størrelsesorden, det ligger i, sagde Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, før opgøret.

Cheftræner Thomas Frank viste på pressemødet før kampen stor indsigt i modstandernes hold og fremhævede i særdeleshed Victor Vasquez, Lior Refaelov og Maxime Lestienne som Club Brugges afgørende spillere.

Og det var netop dem, der gjorde ondt på Brøndbys forsvar, som på ingen måde viste sidste sæsons påpasselighed og styrke, da de sammen med fire andre klubber havde Superligaens bedste defensiv med kun 38 mål imod.

Særligt Maxime Lestienne var en kniv i hjertet på Brøndby på et til tider elektrisk Jan Breydel Stadion, og med stor løbevillighed og aggressivitet fik han allerede tidligt i kampen udstillet det danske holds afstemningsproblemer i den bagerste kæde, der talte Michael Almebäck, Fredrik Semb, Martin Albrechtsen og Riza Durmisi foran Lukas Hradecky.

Efter blot 13 minutter vandt den letbenede Maxime Lestienne en høj duel med Lebogang Phiri og lagde derefter et perfekt indlæg ind i Brøndbys venstre side, og så kunne en helt fri Oscar Duarte, der var med til at henrive VM med Costa Rica, heade hjemmeholdet foran.

Med en halv times spil var 22-årige Maxime Lestienne atter på spil i venstre-siden, og helt udækket kunne han modtage bolden og sende en flad bold tilbage til Nicolas Castillo, som med sit mål for anden gang i kampen lukkede munden på de 1600 trofaste Brøndby-fans.

Hele 25 storklubber som Bayern München, Manchester United, AS Monaco, Newcastle, Dortmund og FC Barcelona havde fundet vej til Belgien denne aften, og rygterne gik på, at blandt andet to Premier League-klubber specifikt havde taget turen for alene at kigge på Simon Makienok med henblik på et køb, men angriberen kom kun frem til et enkelt uskyldigt forsøg efter en times spil og fik vel som resten af det danske hold få plusser i karakter-bogen.

Modsat kan Maxime Lestienne med præstationer som denne aften godt begynde at glæde sig til større rammer end Jupiler Ligaen, og som ved de andre mål lagde han i begyndelsen af anden halvleg en lækkerbisken i fødderne på Victor Vazquez, og et træk efter var kampen afgjort til 3-0.

Brøndbys første kamp i Europa i tre år endte som et mareridt.