Jacob Bruun Larsen løb rundt i landsholdstrøjen med nummer 10 på ryggen mod Færøerne, men står det til ham selv, sker det ikke igen.

»For mig er det stadig Christians nummer. Jeg fik det bare uddelt, og en skal jo have nummer 10 ifølge reglerne. Det er det, jeg har fået at vide. Men nu har jeg bedt om et nyt nummer. Det er Christians nummer, men jeg prøver bare at lade være med at tænke på det,« siger Jacob Bruun Larsen.

Den udfordrende kantspiller blev skiftet ind mod Færøerne med nummer 10 på ryggen og kvitterede med et mål. Men når landsholdet mandag spiller sidste kamp i 2021, håber Bruun Larsen på at gøre det i en anden trøje.

»Jeg bad om det efter kampen i går. Det er bare historien - og den tilhører så stor en spiller som Christian. Det er et specielt nummer, så jeg synes, det er underligt,« siger Bruun Larsen og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg ved ikke, om de allerede har registreret numrene til Skotland. Men jeg håber til næste samling i marts, hvis jeg er udtaget, at jeg får et andet nummer.«

Christian Eriksen seneste landskamp var den grufulde aften under EM, hvor han startede med nummer 10 på ryggen i Parken, men endte i en hospitalsseng på Rigshospitalet efter et kollaps.

Og det er den historie, der ikke er sjov at løbe rundt med, mens Eriksen endnu ikke har meldt ud, om EM-kampen mod Finland bliver han sidste.

»Vi får bare et nummer uddelt, og det er lidt svært, når man kommer ned i omklædningsrummet og ser nummeret at bede om en anden trøje. Der er en, der skal have den. Og det er ligegyldigt, hvem der får den nu, så vil det være en underlig følelse for alle, går jeg ud fra,« siger Bruun Larsen.

Var det ikke meget godt at hylde ham med en scoring i trøjen?

»Jeg havde langt hellere delt målet sammen med ham, og han så havde nummer 10 på ryggen, og jeg havde nummer 2 eller noget helt andet. Det havde jeg hellere, men jeg håber da, at han også fik en lille glæde,« siger Bruun Larsen.