KOMMENTAR
Lad os bare sige, at det gav et ramaskrig på Anfield i søndags, da det gik op for folk, at Liverpools manager Jürgen Klopp havde bænket sine to brasilianske stjerneangribere Philippe Coutinho og Roberto Firmino til Merseyside Derbyet mod Everton.
Og bestyrtelsen blev ikke mindre, da han så tog topscorer Mohamed Salah ud kort inde i anden halvleg ved stillingen 1-0 til Liverpool.
Nu endte forestillingen som bekendt 1-1, og det er fair at sige, at Klopp blev overordentligt kraftigt kritiseret for sine dispositioner. For hvorfor i alverden starte med den helt unge Dominic Solanke og marginalspilleren Alex Oxlade-Chamberlain, når nu alle de andre var flyvende? Senest demonstreret fire dage forinden, da Spartak Moskva blev ødelagt med hele 7-0?
Jeg er ikke medlem af Jürgen Klopps menighed, men her vil jeg faktisk gerne tage ham i forsvar. Af følgende årsager:
Som jeg sagde i min opsummering fra kommentator-pladserne på Anfield, så var 1-1 dét, som englænderne kalder et 'freak result'. Altså et fuldkommen usandsynligt resultat på baggrund af kampens afvikling. Klopps dispositioner betød ikke, at Liverpool ikke havde kampen under kontrol, tværtimod dominerede hjemmeholdet i nærmest usædvanlig grad. Tyve kampe af den karakter ville have givet 19 sejre til Liverpool.
Champions League-kampen mod Spartak Moskva var vigtigere end Merseyside Derbyet. I bagklogskabens klare lys kan man jo sagtens sige, at Klopp hellere skulle have sparet et par af sine profiler her. Men situationen var jo den, at Liverpool skulle bruge mindst uafgjort i den kamp for at gå videre i Champions League og at ingen på forhånd vidste, at Liverpool ville køre russerne over så let som ingenting.
Liverpool har en stor offensiv bredde. En af årsagerne til, at Liverpool ikke havde så stor en sæson i 2016/17 var i høj grad, at holdets bredde var alt for dårlig. I perioder kunne Klopp nærmest ikke skifte ud uden at forringe holdet markant. Men det kan han nu, og derfor er det vel fair nok, at han rent faktisk ønsker at bruge den.
I forhold til sidste sæson er Salah, Solanke og Oxlade-Chamberlain kommet til. Jeg siger ikke, at de to sidstnævnte er lige så gode som Coutinho, Firmino og Mané, men de er gode nok til at få spilletid i Premier League, og de har begge to potentiale.
Klopp roterer faktisk på samme måde som Alex Ferguson. Helt grundlæggende er der to måder at rotere på: Man kan enten stille med idealholdet i alle de store kampe og med reserverne i de små. Sådan gør for eksempel Pep Guardiola og Arsene Wenger. Eller man kan mikse tingene med det resultat, at flere spillere føler sig som en del af inderkredsen.
Når Yaya Touré starter inde for Manchester City, så ved han godt, at det er fordi Pep nedprioriterer den pågældende kamp. Men i Fergusons storhedstid i United var det ikke sådan. Her var der op mod tyve mand i spil til startopstillingen i alle kampe. Jeg husker da engang, at selveste Ronaldo hulkende af raseri måtte tage plads på bænken i en afgørende mesterskabskamp mod Everton. Jeg skal ikke afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, men jeg tillader mig konstatere, at Ferguson gjorde mange ting rigtigt.
Merseyside Derbyet er ikke så stort som folk gør det til. Ja, der er lokal prestige på spil, men i det store billede var det jo ”bare” en hjemmekamp mod en underlegen modstander. Hvor det var realistisk at give nogle stamspillere et hvil. Forskellen mellem Liverpool og Everton har i de seneste sæsoner været så stor, at de indbyrdes kampe ikke er store kampe i en Premier League-kontekst. Everton er ikke nogen konkurrent, hvis Liverpool skal have opfyldt deres ambitioner.
I modsætning til sidste sæson har Liverpool udsigt til et forår 2018 med mange, interessante kampe. Der kommer kampe i Champions League, måske syv (!), og mon ikke også, at Klopp vil give FA Cup’en et skud? Når han nu har så bred en trup. Set i det perspektiv handler det jo om at rotere sin spillertrup, før folk bliver for trætte. I stedet for, når de er blevet trætte. Det har alle dage været bedre at forebygge end at helbrede.
