Kampen om Wessam Abou Ali snerper til.

B.T. kan afsløre, at et kæmpe skifte, hvor den danske angriber kan sikre sig en stor økonomisk gevinst, er kommet på bordet.

Det er den egyptiske storklub Al Ahly, som ifølge B.T.s svenske kilder har lagt et bud på 10 millioner kroner plus bonusser for at købe danskeren fri af Allsvenskan-klubben Sirius.

Al Ahly fra den egyptiske hovedstad, Kairo, købte i sommer også FC Midtjylland-floppet Emam Ashour for 21,5 millioner kroner.

Lysten til at købe dyrt ind fortsætter denne vinter, hvor egypterne altså vil have den danske skarpretter Wessam Abou Ali til at banke kasser ind for dem.

Buddet fra Al Ahly kommer under to uger efter, at B.T. kunne løfte sløret for, at også Utrecht havde budt omkring seks millioner kroner for den 24-årige angriber.

Klubben fra Æresdivisionen fik ifølge B.T.s hollandske kilder et blankt nej som respons på deres bud, og samtidig gjorde Sirius det klart, at der var en masse andre interesserede købere til deres guldfugl.

Samme hårde besked har Al Ahly fået, selv om størrelsen på buddet nu er et tocifret millionbeløb her og nu og med mulighed for mange flere penge i fremtiden.

Wessam Abou Ali er på blot fem måneder blevet et kæmpe hit i Sirius, hvor han blev kåret til årets spiller. 
Wessam Abou Ali er på blot fem måneder blevet et kæmpe hit i Sirius, hvor han blev kåret til årets spiller.  Foto: Sirius
Vis mere

Hverken Utrecht eller Al Ahly er imidlertid blevet afskrækket af den hårde afvisning, og ifølge B.T.s oplysninger er begge klubber indstillede på at gøre flere forsøg på at købe Wessam Abou Ali, som for kun fem måneder siden skiftede til Sirius fra 1. divisionsklubben Vendsyssel og siden bare ikke har set sig tilbage.

I 16 kampe for den lille klub lynede han 10 gange og lagde også op til et enkelt mål, og han blev trods den korte tid i Sirius kåret til årets spiller.

B.T. har siden Utrechts bud på Wessam Abou Ali forsøgt at få en kommentar fra spillerens agent, Jacob Krüger.

»Interessen for Wessam er meget stor efter hans fine halvsæson i Allsvenskan, og vi håber, at Sirius vil leve op til deres forpligtelse om, at de vil sælge ham, hvis det rigtige bud kommer. Andet kan jeg ikke sige. Glædelig jul,« siger Jacob Krüger, som ikke har svaret på opfølgende spørgsmål.

Abou Ali kom frem på den danske fodboldhimmel for fem år siden i AaB. 
Abou Ali kom frem på den danske fodboldhimmel for fem år siden i AaB.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. kunne i sommer fortælle, at Sirius betalte to millioner kroner for at købe Wessam Abou Ali i Vendsyssel.

Nu er en af de største egyptiske klubber ude efter danskeren med de palæstinensiske rødder.

Al Ahly vandt fredag bronze ved klub-VM med en 4-2-sejr over japanske Urawa Red Diamonds.

Undervejs i turneringen slog egypterne også Al Ittihad med verdensstjernen Karim Benzema som stor skurk på banen, da franskmanden brændte straffespark i Al Ahlys triumf.