Martin Braithwaite scorer mål efter behag i La Liga 2, og nu har Betis set sig varm på den danske angriber.

B.T. kan afsløre, at La Liga-klubben har lagt et bud på topscoreren fra Espanyol.

Ifølge B.T.s oplysninger har Betis prøvet med et bud på en million euro, 7,5 millioner kroner, på danskeren, og samtidig har klubben tilbudt Espanyol at få en anden spiller i bytte.

Det kunne meget vel være Juan Cruz, som ifølge B.T.s kilder i Betis er på affyringsrampen og er blevet tilbudt til en række klubber i den næstbedste række.

Martin Braithwaite har scoret en masse mål for Espanyol på det seneste. 
Martin Braithwaite har scoret en masse mål for Espanyol på det seneste.  Foto: David Borrat/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Trods buddet fra Betis kan det synes svært for Martin Braithwaite at få lov til at skifte tilbage til La Liga, som han i sidste sæson scorede 10 mål i for nedrykkerne fra Espanyol.

Som B.T. har kunnet afsløre, har Espanyol en frikøbsklausul på 7,5 millioner euro, 55 millioner kroner, i kontrakten med Martin Braithwaite, og klubben vil meget nødigt slippe danskeren.

Til sommer skulle hans klausul ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano være væk, og i stedet vil en ny klausul være gældende, hvor han enten kan smutte gratis eller forlade sin klub for et symbolsk beløb på få millioner kroner.

Alligevel banker flere klubber altså på nu, og Manchester United og Chelsea er de seneste, som er blevet sat i forbindelse med den danske skarpretter i La Liga 2. Nu får de selskab af Betis, nummer syv i La Liga, som havde Riza Durmisi i klubben som seneste dansker.