Jens Odgaard har bud efter sig fra en meget interessant kant.

B.T. kan afsløre, at Bologna har afgivet et bud på den danske angriber.

Ifølge B.T.s oplysninger har Serie As nummer syv afleveret et tilbud om et lån plus obligation på at købe ham fri til sommer.

Jens Odgaard var allerede i sommerens transfervindue et emne for Bologna, som B.T. kunne afsløre, men kilder i Holland fortæller, at AZ Alkmaar dengang ikke ønskede at sælge ham.

Jens Odgaard scorede i første kamp i 2024. 
Jens Odgaard scorede i første kamp i 2024.  Foto: Ed Van De Pol/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I sidste sæson var 24-årige Jens Odgaard da også en yderst vigtig målscorer for den hollandske klub, da han nettede 12 gange og lavede seks oplæg.

Situationen har været en helt anden i efteråret, hvor konkurrenten til angrebspladsen Evangelos Pavlidis har været helt ustyrlig.

Grækeren fører topscorerlisten i Holland med 19 kasser.

Her efter jul fik Jens Odgaard så chancen fra start i den første kamp mod et andet topmandskab i Twente, og der scorede danskeren holdets mål i 1-2-nederlaget.

Bologna har set sig varm på Jens Odgaard. 
Bologna har set sig varm på Jens Odgaard.  Foto: Ed Van De Pol/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I sidste weekend - altså i runden efter - røg han alligevel på bænken mod Zwolle, og det blev kun til 13 minutters spilletid.

Konsekvensen kan være, at han skifter til Bologna, som er én blandt flere klubber, der søger Jens Odgaards kvaliteter.

AZ Alkmaar hentede Jens Odgaard for rekordmange penge for halvandet år siden, da hollænderne lagde over 30 millioner kroner for at købe ham.