Jens Stryger Larsen har fået styr på fremtiden.

Som Sportbladet kunne fortælle torsdag, skifter Jens Stryger Larsen til de svenske mestre fra Malmö FF.

Nu kan B.T. afsløre, at den danske landsholdsback får tre år i klubben på den anden side af Øresundsbroen.

B.T. kan også løfte sløret for, hvornår lægetjekket finder sted, og det er på mandag.

Jens Stryger Larsen skifter til svensk fodbold. 
Jens Stryger Larsen skifter til svensk fodbold.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Når det er gået i orden, vil den 32-årige Jens Stryger skrive under på sin kontrakt frem til udgangen af 2026.

Landsholdsspilleren med de 54 kampe i rødt og hvidt kommer tilbage til Skandinavien efter et ophold på halvandet år i Trabzonspor.

Torsdag har den tyrkiske storklub meddelt, at kontrakten mellem parterne er ophævet, og dermed kan Jens Stryger Larsen skifte til Sverige på en fri transfer.

Danskeren har tidligere i karrieren også repræsenteret klubber som Brøndby, FC Nordsjælland, Austria Wien, Udinese og altså senest Trabzonspor.

Han forlod Danmark for ni og et halvt år siden. Og vender foreløbig ikke hjem. Men han er lige på den anden side af landet.