Én dansker bliver til tre i Fredrikstad.

B.T. kan afsløre, at Jeppe Kjær også skifter til den norske oprykkerklub.

Som B.T. kunne løfte sløret for mandag, køber Eliteserien-klubben den eftertragtede danske målmand Jonathan Fischer for et rekordbeløb fra Hobro, og nu er den tidligere Superliga-profil Jeppe Kjær klar for dem.

Ifølge B.T.s oplysninger bliver 19-årige Jeppe Kjær udlejet fra mestrene Bodø/Glimt til Fredrikstad i et år.

Jeppe Kjær blev historisk i Superligaen, da han fik debut på sin 16 års fødselsdag. 
Jeppe Kjær blev historisk i Superligaen, da han fik debut på sin 16 års fødselsdag.  Foto: Scanpix
Vis mere

Det vil sige hele den kommende sæson i Norge, som spiller i kalenderåret.

Jeppe Kjær fik et stort gennembrud i Superligaen i 2020, hvor han slog rekord ved på sin 16 års fødselsdag at få sin debut i den bedste række i Danmark.

De kapitler i historiebøgerne kan næppe tages fra ham igen, da man netop skal være minimum 16 år for at debutere i Superligaen.

Samme år købte Ajax ham i Horsens for rekordstore 15 millioner kroner, men han fik aldrig sit gennembrud i den hollandske storklub, og sidste vinter hentede Bodø/Glimt ham så på en lang kontrakt til sommeren 2027.

I efteråret var Jeppe Kjær udlejet til Sandefjord, og de gode præstationer derfra skal nu følges op i Fredrikstad med Mads Nielsen og snart også Jonathan Fischer på holdet.