Sebastian Grønnings næste skridt i karrieren bliver 3. Liga i Tyskland.

B.T. kan afsløre, at den danske angriber skal banke mål ind for Ingolstadt.

Ifølge B.T.s oplysninger får den tyske klub lukket en halvårlig aftale med Sebastian Grønning, og der er også en option på yderligere et år i kontrakten.

Hans snart forhenværende klub CD Castellón får ifølge B.T.s oplysninger ingen penge for skiftet, og dermed er han fortid i den tredjebedste række i Spanien, da kontrakten stod til at udløbe efter sæsonen.

Sebastian Grønning skal spille med om billetterne til 2. Bundesligaen. 
Sebastian Grønning skal spille med om billetterne til 2. Bundesligaen.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sebastian Grønning mangler blot detaljer, før skiftet til Ingolstadt går igennem.

Dermed bliver den 26-årige dansker i udlandet, efter han for to år siden fik sit første udlandsophold, da han efter en meget succesfuld periode blev solgt fra Viborg til sydkoreanske Suwon Bluewings for omkring syv millioner kroner.

Siden kom han hjem på et kort ophold i AGF og tog så videre til græsk og spansk fodbold for at finde fodfæste igen.

Nu står den på fodbold i Tyskland, hvor Ingolstadt ligger og kæmper med om oprykning til 2. Bundesligaen.