Karakterbogen var alt andet end prangende efter kampen mod Armenien. Men heller ikke mod Albanien ramte de danske spillere et vanligt niveau. Derfor har BT sat det, der kunne minde om en grundstamme i de to seneste (elendige) landskampe, op mod de alternativer, BT lige nu vurderer som bedst.

Det er naturligvis en voldsom subjektiv øvelse at kaste sig ud i, men tankeeksperimentet tager udgangspunkt i, at den stærkeste danske startformation ikke nødvendigvis var den, vi så i Parken fredag aften eller mandag aften i Jerevan. Der skal være en helt anden energi og gejst, hvis drømmen om direkte kvalifikation skal holdes i live, når Danmark skal til Portugal i den sidste gruppekamp for landsholdets vedkommende.

Og ja, det er så pokkers let at være mandagstræner - der er fem mio.af os, hvis man skal tro Morten Olsen - men vi gør forsøget alligevel.

Schmeichel vs. Lindegaard
Selvfølgelig er en mand, der får spilletid i Premier League udfordrer til Kasper Schmeichel. Men vi holder os alligevel til Peters søn. Fordi han, udover sine åbenlyse målmandskvaliteter, udstråler den vindervilje og gejst, der manglede i de to seneste kampe.

Jacobsen vs. Ankersen
Den mest overlegne sejr på taktikbrættet tilfalder 'Landsholds-Lars'. Den mand laver så sjældent fejl og leverer altid på et fornuftigt niveau. Her har Peter Ankersen langt op, så Morten Olsen gør rigtigt i at holde fast i sin mand.

Agger vs. Vestergaard
En lille sensation. Daniel Agger virkede mærket mod Armenien og burde være skift et ud mod slutningen, hvor han noget overraskende agerede angriber. Vi tror på Jannik Vestergaard, der har succes i Bundesligaen og har massiv bevågenhed i Premier League.

Kjær vs. Sviatchenko
En tæt duel. Simon Kjær vinder knebent på rutine og evne til at sejre i langt de fleste dueller. Erik Sviatchenko er ikke langt eft er med en imponerende formkurve og bedre evne til at slippe af med bolden. Mod Albanien havde Kjær en enorm spildprocent, når afl everingerne var mere end 10 meter.

Durmisi vs. Boilesen
Nicolai Boilesen virker oplagt, men vi er lidt vilde med det indtryk, Riza Durmisi efterlod i de to kampe. Stort set pletfri i det defensive og med tydelige offensive ambitioner. Vi foretrækker alternativet - også set i lyset af, at Boilesen nok ikke rager mange spilleminutter til sig i Ajax.

Kvist vs. Wass
William Kvist fik kun en halvleg i de to kampe og blev skiftet ud med Jakob Poulsen. Vi tænker vildt nu og sætter Daniel Wass ind. Fordelene ved Wass er, at han er hurtig og evner at score mål ud af ingenting. I dag er det så som så med langskudsforsøgene. Det kan Wass afhjælpe.

Højbjerg vs. J. Poulsen
Pierre-Emile Højbjerg var ikke ligefrem overdådig i de to landskampe, men det er stadig svært for os at se det alternativ, der skal slå ham af. Forventningen er også, at kampformen vil blive stadigt bedre efter skiftet til Schalke 04, og at det vil gavne ham yderligere.

Y. Poulsen vs. Vibe
En omgang blandede bolsjer fra Yussuf Poulsen. God mod Albanien i 2. halvleg, elendig mod Armenien. Vi ryster posen og foreslår raketten Lasse Vibe. Var god i foråret, og det virkede, da han byttede med Poulsen mod Albanien på udebane - og scorede med ni minutter igen.

Krohn-Dehli vs. Eriksen
Michael Krohn-Dehli var foretrukket som 10'er - men det er ikke holdbart. De to kampe understregede med alt for stor tydelighed, hvor voldsom betydning Christian Eriksen har for landsholdet. Det kan kun gå for langsomt med at få den mand klar - han er stensikker på pladsen.

Jørgensen vs. Krohn-Dehli
Troede I virkelig, at Krohn-Dehli var helt ude, bare fordi han blev vraget på midtbanen? Selvfølgelig ikke. Han skal ud på kanten, hvor Olsen kan udnytte driblefærdighederne og afslutningsevnerne. Nicolai Jørgensen fik chancen, men greb den ikke trods fuld spilletid.

Bendtner vs. 'Duncan'
Vi kunne have nævnt Yussuf Poulsen, Simon Makienok eller sågar Emil Berggreen som alternativ til Bendtner. Det kommer jo alligevel ikke til at ske - Bendtner er den logiske starter i front. Men håbet er, at Olsen tør bruge mere end én angriber mod Portugal - mod kampens slutning - og her er vores valg faldet på 'Duncan', der har bevist, at han kan score mål igen og igen.