Det gav lige et hurtigt, varmt gib i kroppen, da jeg læste de nyeste linjer om Christian Eriksen.

Et håb om, at det gik den rigtige vej for Christian Eriksen – at karrieren ikke er overstået. Det er få informationer, vi har at forholde os til, når det kommer til den danske superstjerne i kølvandet på sommerens chok, så derfor lander de fleste nyheder altså med bulder og brag.

Denne gang var det fra Inters årsregnskab, hvor en note om Christian Eriksen blev blæst godt op i de italienske medier.

Inter informerede i regnskabet om, at selvom spilleren lige p.t. ikke kan spille i Serie A på grund af regler om hans indopererede ICD-enhed, så er der mulighed for, at danskeren kan spille i andre lande. Med andre ord kunne Christian Eriksen blive solgt.

Foto: CHRISTIAN ERIKSEN
Vis mere

Og hvis Christian Eriksen kan blive solgt, så kan han jo også spille videre, ikke? Det er gode nyheder for danske fodboldfans, for uanset hvor godt Kasper Hjulmands landshold er lige nu, så bliver det ikke dårligere med Christian Eriksen som en mulighed.

Det var der, varmen bredte sig i min krop, indtil jeg og mine kollegaer dykkede lidt længere ned i nyheden og de nye informationer. Så forsvandt den umiddelbare glæde igen.

For en tur omkring gode kilder i Inter giver et knap så optimistisk, men mere regnskabsteknisk take på den passage om Christian Eriksen i årsregnskabet.

Ja, det handler i bund og grund om penge – og om at give den bedst mulige forklaring på, hvorfor Inter ikke skal afskrive de små 140 millioner kroner, som klubben har værdisat Christian Eriksen til i deres regnskaber.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Inter har altså på denne måde sørget for ikke at smide 140 millioner kroner ud af deres aktiver, hvilket ville have givet et markant dårligere økonomisk resultat.

Det gik hen og blev lidt kedeligt, teknisk og ikke mindst en trist mavepuster for os, der håber på at se Christian Eriksen tilbage på banen. For det gør jeg, men selvfølgelig kun hvis han og familien selv føler sig tilpas med den løsning, han har fået indopereret nu.

Og det nyeste fra Inter lød altså positivt. Vi har hele tiden vidst, at han ikke kommer til at spille fodbold i Italien igen, medmindre han mod forventning får opereret sin ICD-enhed ud. Men nu lød det pludselig som om, at Inter selv troede på et salg og dermed en fortsættelse af karrieren.

Det er bare ikke sådan, det forholder sig. I Inter er fornemmelsen omkring Christian Eriksen den samme i dag, som den var i går. Og mit og mange andres store problem er, at vi ikke aner, hvad den fornemmelse går på.

Vi ved bare, at Christian Eriksen stadig ikke har meldt noget ud om sin fremtid – og den glæder jeg mig meget til at høre om.