KOMMENTAR

Rædslerne fra det russiske dopingregime er væltet frem, siden professor Richard H. McLaren i 2016 offentliggjorde sin rapport, der blotlagde et system så gennemsyret af snyd og opfindsomme forsøg på at skjule det, at det lignede noget fra Anders And: En præstationsfremmende mikstur forklædt som longdrink her – en luge i et laboratorium, hvorigennem de inficerede prøver kunne udskiftes der.

Tirsdag traf IOC beslutningen om at udelukke Rusland fra vinter-OL i Sydkorea, sådan som den også gjorde inden OL i Rio, hvor udelukkelsen dog kun kom til at omfatte 111 atleter, hvis fortid var plettet eller i det mindste mistænkt for at være det, mens 282 formodet rene atleter fik lov at stille op. Nogenlunde sådan kan det gå igen, når en særlig komite har vurderet de enkelte sportsfolk.

Det ændrer imidlertid ikke på, at IOC endelig er begyndt at træffe modige beslutninger for rent faktisk at følge de olympiske idealer i stedet for at lukke øjnene for urenheder, der kunne få omverdenen til at tænke den tossede tanke, at der var brodne kar i den olympiske familie.

Det er en glædelig proces, som IOC-præsident Thomas Bach har stået i spidsen for, selv om han gennem forskellige dunkle venskaber (i den aktuelle situation ikke mindst med Vladimir Putin) med en vis ret også er blevet kritiseret for ikke nødvendigvis at gå forrest i oprydningen af sportens mange problemer.

Foto: SERGEI CHIRIKOV
Vis mere

En af de absolutte hovedpersoner i den russiske dopingskandale hedder Vitaly Mutko (billedet herover). Han er tidligere sportsminister i Rusland og nu udelukket på livstid fra al olympisk aktivitet for sin rolle som meget aktiv i det snyd, professor McLaren dokumenterede sidste år. Og så står han også lige i spidsen for det VM i fodbold, der skal afvikles i Rusland til sommer.

Vi prøvede onsdag at få en kommentar fra DBU, der lige netop den dag, var ramt af ferie og fridage til nøglepersonerne Jesper Møller (formand) og direktør (Claus Bretton-Meyer). Når de igen møder ind på arbejde, burde de diskutere, om ikke det var Danmarks opgave at gå forrest i kampen for at få Mutko fjernet fra VM-posten eller for i det mindste at få blotlagt hans fulde indsats også som fodboldleder.

De seneste to år har sportsverdenen set få mindre troværdige personer end Mutko – eller: Sjovt nok er det netop fodbolden, der har kunnet præsentere utroværdighed og fusk på højde med de russiske sportsledere.

Historierne om FIFA-toppens fald har afsløret den mest fantastiske opfindsomhed, og ville den nye ledelse med præsident Gianni Infantino i spidsen udvise blot den mindste antydning af ansvarlighed, tog den naturligvis stilling til Mutko. Og eftersom FIFA hverken har tradition for eller udtrykker den store interesse for at handle, synes jeg, det ville klæde Danmark, hvis vi tog initiativ til i det mindste at sætte spørgsmålstegn ved hans position.

Jeg ville være stolt over at komme fra et land, der turde gå forrest i kampen mod doping og snyd.