Det burde jo ikke kunne lade sig gøre. Christian Eriksen var død.
Det føles stadig surrealistisk, forkert og fuldkommen vanvittigt at skrive.
Men det er jo virkeligheden. Lørdag den 12. juni 2021 faldt Christian Eriksen død om i Parken. Hans hjerte stoppede. Midt under Danmarks EM-åbningskamp mod Finland.
Han efterlod holdkammerater, modstandere, dommere, trænere, tilskuere, tv-seere – ja, en hel (fodbold)verden – i chok.
Men her godt ni måneder senere skal han igen trække landsholdstrøjen over hovedet.
Det sker i aften i Holland. Den information har Christian Eriksen allerede givet os – og som han selv påpeger, så er det måske meget fornuftigt, at hans comeback ikke sker i Parken for at kunne bevare følelserne bare nogenlunde i vater. Selvom det – uanset lokation – virker som en umulig mission, hvis vi skal være helt ærlige.
For der venter en meget, meget speciel oplevelse. Selvfølgelig mest af alt for Christian Eriksen. Selv den afdæmpede fynbo kan ikke undgå at blive emotionelt påvirket af comebacket på landsholdet. Men også for hans landsholdskammerater – og alle os andre, der så ham falde om – vil det blive en særlig begivenhed, som vi kommer til at huske i lang tid.
Jeg tror, at der for mange har været noget uafklaret i forhold til at få lagt Eriksens kollaps helt bag sig. Vi så alle sammen en tragedie udspille sig for øjnene af os. Den slags sætter sig naturligvis.
Og når det er en toptrænet ung mand som Christian Eriksen, der er i sin bedste alder, så gør det ikke ligefrem mindre indtryk. Jeg var selv dybt berørt den aften i Parken, og jeg kender mange andre, som på den ene eller anden måde er blevet ramt af Eriksens ulykke.
Nogle vil sikkert mene, det er at overgøre det, men jeg synes godt, vi kan tale om, at vi har skullet igennem en national helingsproces siden den juniaften.
Først så vi billeder af ham i hospitalssengen, hvor han gav livstegn fra sig et par dage efter kollapset. Derefter dukkede han op i landsholdslejren under EM for at hilse på holdkammeraterne. Efter noget tid så vi ham bygge formen op på træningsbanen. Så var der interviewet med DR, hvor han første gang stillede op foran et kamera og fortalte, at han ville fortsætte karrieren. Og i februar så vi ham gøre comeback på øverste hylde i Premier League for Brentford.
Nu står denne bearbejdelse så foran sin kulmination. For mange af os vil ringen først være sluttet, når vi ser Eriksen tilbage i sin landsholdstrøje med nummer 10 på ryggen. Alt det andet, der er sket i Brentford, har trods alt været en lille smule fjernt. Men nu skal vi rent faktisk igen se Christian Eriksen i aktion for det danske landshold – og det vil markere en afslutning på snakken om død og genopstandelse. Det vil sætte et punktum for det, der både er en skrækhistorie og samtidig noget af det smukkeste og mest livsbekræftende, der nogensinde er sket i dansk sport.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg ikke, Christian Eriksen ville komme tilbage til landsholdet. Jeg troede ganske enkelt ikke, han turde genoptage karrieren efter at have snydt døden på målstregen. At det ville sidde for dybt i ham og hans familie. At frygten for en fatal gentagelse ville være for stor.
Men Eriksen har gjort det her til en fortælling om, at livet sejrer – og at modet slår frygten.
Jeg må hellere trække håndbremsen, inden jeg falder helt ned i gryden med poesi-patos. Men hey – det er sgu da smukt! Og lige til at blive i godt humør af.
Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg kommer til at trække på smilebåndet, når jeg ser Eriksen tilbage i kamp for landsholdet. Jeg har også en klar forventning om, at der indfinder sig nogle kuldegysninger.
Mon ikke det samme bliver tilfældet hos mange andre danskere.
