Real Madrid holder liv i mesterskabshåbet og er stadig to point efter førerholdet og rivalerne fra Barcelona.

Med Michael Krohn-Dehli på holdet gav Celta Vigo Real Madrid kamp til stregen søndag aften. Det var et vigtigt opgør for Madrid, da Barcelona havde vundet deres kamp lørdag og øget presset på mesterskabsforfølgerne fra Real på andenpladsen.

Barcelonas forspring på fem point skulle derfor gerne blive til to for Real, men Celta og Krohn-Dehli startede opgøret bedst, da Nolito bragte hjemmeholdet i front efter blot otte minutter.

Real svarede hurtigt igen med to rappe scoringer fra Toni Kroos og Javier »Chicharito« Hernandez, inden Santi Mina udlignede for Celta til 2-2. På dette tidspunkt var der blot spillet 30 minutter.

Det var dog ikke slut i den målrige halvleg. Mesterskabsbejlerne fra Madrid kom foran inden pausen. Ronaldo servicerede James Rodriguez, der sørgede for, at Real kunne starte anden halvleg foran 3-2.

Krohn-Dehli nyder stor succes i Celta Vigo, men efter sæsonen udløber kontrakten. Sevilla er efter alt at dømme næste klub for den danske landsholdsspiller, og det ærger man sig over i den spanske kystby Vigo. For med sit vanlige høje niveau sørgede Krohn-Dehli for, a Celta pressede på for udligningen, mens bolden til tider dansede på Real-stregen.

Det blev dog Real, der fik alle de tre point. 20 minutter før tid udnyttede »Chicharito« et passivt Celta-forsvar, da Sergio Ramos sendte en superb aflevering af sted til Madrid-angriberen, der udnyttede det fornemt til at score sit andet mål i kampen og bringe Real på slutresultatet 4-2.

Der resterer fem runder af den spanske liga. Barcelona fører fortsat rækken med to point ned til Real Madrid, der skal håbe på, at rivalerne træder ved siden af, mens Madrid selv gør rent bord i de resterende kampe, hvis mesterskabet skal sikres.