I et jævnbyrdigt og til tider dramatisk London-opgør holdt Chelsea Arsenal fra fadet og fortsatte på cruise control frem mod det engelske mesterskab.

Det var klassisk José Mourinho hele vejen igennem. Portugiseren er kendt for kynisme, når det kommer til at spille på resultatet, og det uafgjorte 0-0-opgør mod Arsenal på udebane er uden tvivl vand på managerens mølle. Chelsea holdt dermed Arsenal på afstand i toppen af Premier League og er snublende nær det engelske mesterskab, og det var tilsyneladende netop derfor John Terry jublede, da dommeren fløjtede af for den målløse kamp.



Kampens mest dramatiske episode indtraf i første halvleg, da Chelseas Oscar pludselig befandt sig i helt fri position, han fik listet bolden over den fremstormende Arsenal-målmand David Ospina, der jævnede Oscar med jorden. Bolden blev clearet på stregen, og Ospina slap med skrækken i mere end én forstand, da han ikke blev udvist, og Chelsea blev snydt for et straffe. Oscar måtte forlade banen i pausen med en formodet hjernerystelse efter sammenstødet.

Chelsea og José Mourinho appellerede for straffe nok engang kort efter, da Cesc Fabregas i stedet fik et gult kort for film, mens Arsenal i den anden ende havde en appel for hånd på bolden. I ingen af tilfældene valgte dommer Michael Oliver at pege på pletten.



Ramires skulle have bragt Chelsea foran før pausen, og selvom Arsenal havde enkelte muligheder, forblev det en målløs affære.

Chelsea har med fem kampe tilbage af sæsonen ti point ned til forfølgerne fra Arsenal og Manchester City. Og Chelsea har endda én kamp i hånden i forhold til de to konkurrenter.