FC København må ikke undervurderes på Stamford Bridge, siger Salomon Kalou.

Chelsea, som FC København møder onsdag i den anden 1/8-finale i Champions League, har det svært i kampen om at vinde det engelske mesterskab i denne sæson. Hvilket skyldes en særdeles pointfattig periode i Premier League fra november til februar, hvor det kun blev til 20 point i 16 kampe.

Men efter 2-0 sejren i Parken over FC København og den efterfølgende turneringssejr over Manchester United føler Chelsea-spilleren Salomon Kalou fornyet håb, og at der kan være tale om en ny begyndelse for London-klubben. Og vendepunktet var ifølge Chelsea-profilen udesejren over FCK.

- København kan blive vendepunktet, fordi 2-0 på udebane er et fantastisk resultat, siger angriberen til UEFA.com under forberedelsen til onsdagens opgør, som han satser på, at Chelsea også vinder for at bevare den gode stime.

- Nu har vi returkampen på hjemmebane, og vi vil forsøge at gøre det godt og vinde igen. Så kan vi forberede os roligt på næste runde i turneringen, tilføjer han.

Salomon Kalou advarer dog mod at tage let på kampen mod FC København. For der er på ingen måde tale om en walkover for englænderne, siger han.

- Det er farligt. Hvis du tror, du allerede er videre, og at det vil blive en let kamp, kan der blive scoret mod dig. Vi ved, de har et godt hold, og selv om vi slog dem på udebane, skabte de også en masse chancer. Når de er nået hertil i turneringen, betyder det, at FCK er et godt hold, siger Salomon Kalou til UEFA.com.