Liverpool fik en sensationelt hjælpende hånd, da Chelsea hjemme tabte til agterlanternen Sunderland i et drama på Stamford Bridge.

Chelsea sendte lørdag aften sig selv i skammekrogen i kampen om det engelske mesterskab, da bundholdet Sunderland overraskede ved at sikre sig en 2-1-sejr på Stamford Bridge, der kan betyde meget for Liverpool og Manchester Citys mesterskabschancer.

Nederlaget blev grundlagt i en Chelsea-domineret kamp, hvor dommer Mike Dean fik svært ved at undgå sin plads i kameravinklen i flere kontroversielle kampsituationer.

Chelsea måtte skuffet se dommeren dømme straffespark mod en klodset Cesar Azpilicueta, der gled i græsset og lod Sunderlands Jozy Altidore slippe igennem, inden den spanske back kom tilbage og gav dommeren mulighed for at dømme det straffespark, som Fabio Borini sikkert udnyttede til at blæse luft i Sunderlands overlevelsesmuligheder, mens Chelsea med 1-2-nederlaget har to point op til de kommende modstandere fra Liverpool, der søndag har en kamp tilgode mod Norwich, hvor forspringet kan udbygges til fem point med tre kampe tilbage af sæsonen.

Manchester City ligger stadig nummer tre med seks point op til Liverpool og en kamp mere i restprogrammet.

Chelsea er altså reelt hægtet af i mesterskabskampen, hvis det ikke bliver til sejr over Liverpool den 27. april på Anfield Road.

Men dramaet mod Sunderland var ikke grundlagt af en enkelt straffesaprksdom, som sikkert vil blive diskuteret og forsvaret med gode argumenter fra begge lejre.

Mike Dean havde også muligheden for at udvise Chelseas Ramires ved stillingen 1-1 i første halvleg. Brasilianeren svingede sin albue i ansigtet på Sunderlands Sebastian Larsson, men dommerne så ikke episoden.

Ramires havde også muligheden for at bringe Chelsea på vinderkurs kort efter, men da han blev generet i ryggen af en Sunderland-forsvarer ved en åben målchance, var dommertækket ikke længere med Chelsea.

Samuel Eto'os tidlige føringsmål blev derfor ikke den forventede vej mod tre sikre point, da Sunderland-keeper Vito Mannone havde en af de bedste dage i Sunderland-målet i indeværende sæson.

Chelsea-keeper Petr Cech var ikke med i lørdagens opgør. Det blev kostbart, da Sunderlands angriber Connor Wickham var først efter en unødvendig returbold fra afløseren i Chelsea-målet Mark Schwarzer, Og så blev Wickham den hidtil eneste spiller i denne sæson, der har scoret mod både Manchester City og Chelsea på udebane.