Manchester Citys argentinske angrebsstjerne, Sergio Agüero, har pådraget sig en ledbåndsskade i knæet, og han forventes at måtte sidde ude i op til en måned.

I lørdagens 1-0-sejr over Everton måtte Sergio Agüero lade sig udskifte allerede efter syv minutter med et forstrukket ledbånd i vestre knæ. Lægerne vurderer nu, at Aguero må sidde udenfor i op til en måned, og City må derfor undvære ligaens absolutte topscorer. Han står i øjeblikket noteret for 14 mål i 15 kampe.

City må samtidig undvære deres målfarlige argentiner i den altafgørende kamp i Champions League mod Roma på onsdag. Det efterlader Citys manager Manuel Pellegrini med et angrebsproblem, da holdets normale andetvalg på angriberpladsen, Stevan Jovetic, også er tvivlsom på grund af problemer med baglåret, mens Edin Dzeko stadig ikke er 100 procent fit efter en skade i læggen.

»Vi ville foretrække at spille med Sergio, men hvis han ikke kan spille, må vi prøve at fortsætte med at spille på den måde, som vi har spillet i den seneste uge. Sidste sæson spillede vi en masse kampe uden Sergio, og det er de samme spillere og det samme hold,« sagde Pellegrini ifølge The Guardian.

Manchester City ligger i øjeblikket på en andenplads i Premier League, tre point efter førende Chelsea, som led sæsonens første nederlag i lørdags, da man tabte 1-2 ude mod Newcastle.