I denne uge bliver de sidste billetter til forårets knockout-runder i Champions League uddelt. De to øverste placeringer i gruppespillet sikrer videre deltagelse. En førsteplads betyder samtidig, at man møder andenpladsen fra en af de andre grupper i turneringens første knockout-runde. Treeren i gruppen spiller videre i Europa League, mens det for fjerdepladsen er slut med international deltagelse.

Det kan være både svært og altafgørende at have styr på mulige scenarier før sidste runde i Champions League. Sidste år lærte Manuel Pellegrini det på den hårde måde, da han tilsyneladende ikke var opmærksom på, at en scoring til 4-2 mod Bayern München ville have sikret Manchester City videre kvalifikation.

Herunder hjælper vi med at give et overblik over, hvad der er på spil i de forskellige grupper.

Gruppe A

Atletico Madrid er sikre på førstepladsen i gruppen, så længe de ikke taber med mere end ét mål til Juventus.
Juventus vil omvendt, med en sejr på mere end to mål, ende som gruppevinder. Uafgjort konsoliderer andenpladsen, mens et nederlag kan koste dem CL-deltagelsen.
Olympiakos går videre i turneringen, hvis de vinder over Malmø, forudsat, at Juventus taber til Atletico Madrid. Uafgjort sikrer dem tredjepladsen, mens et nederlag til Malmø vil betyde, at Olympiakos er færdige for i år.
Malmö FF kan endnu nå at kvalificere sig til Europa League på bekostning af Olympiakos, hvis de vinder over grækerne.

Gruppe B

Real Madrid er videre som gruppens etter.
Basel går videre som gruppens toer, hvis de får point imod Liverpool. Taber holdet til Liverpool ender de som treer, såfremt Real Madrid får point imod Ludogorets. Basel kan dog også risikere at ende på gruppens sidsteplads, hvis de taber til Liverpool og Ludogorets samtidig vinder over Real Madrid.
Liverpool skal vinde over Basel, hvis de skal fortsætte årets CL-eventyr. Med et nederlag slutter Liverpool sidst, hvis Ludogorets får point imod Real Madrid. Vinder Real Madrid over Ludogorets, er Liverpool som minimum sikret gruppens tredjeplads og dermed Europa League.
Ludogorets kan ikke avancere i CL, men kan kvalificere sig til Europa League, hvis de vinder over Real Madrid. En uafgjort er kun tilstrækkeligt, såfremt Basel vinder over Liverpool.

Gruppe C

Bayer Leverkusen er videre i årets CL, fordi gruppens nr. 2 og nr. 3 møder hinanden. Førstepladsen kan sikres med en sejr over Benfica. Skulle kampen blive uafgjort, ender Leverkusen stadig øverst, hvis den anden kamp i gruppen ligeledes ender uafgjort.
Monaco er videre til knockout-runderne i CL, hvis de får point mod Zenit. Hvorvidt de ender som etter afhænger af Leverkusens kamp mod Benfica. Både uafgjort og sejr gør dem til gruppevinder, hvis Leverkusen taber. Spiller tyskerne uafgjort, kan Monaco ende som etter med en sejr.
Zenit skal vinde over Monaco for at spille CL efter nytår. De ender som gruppevinder, hvis Leverkusen samtidig taber til Benfica.
Benfica har intet at spille for, da de har tabt begge indbyrdes opgør mod Zenit.

Gruppe D

Dortmund er videre til knockout-fasen. Fordi holdet har en bedre målscore i de indbyrdes opgør mod Arsenal, er uafgjort mod Anderlecht nok til at sikre førstepladsen.
Arsenal er også videre, men kan erobre førstepladsen, hvis de vinder over Galatasaray og Anderlecht samtidig vinder over Dortmund.
Anderlecht ender uanset rundens resultater på gruppens tredjeplads, og er dermed videre i Europa League.
Galatasaray er med ét point på fem kampe gruppens nummer sjok. Det er således kun æren, der er på spil i hjemmekampen mod Arsenal.

Gruppe E

Bayern Munchen er videre som gruppevinder.
Manchester City ender på gruppens andenplads, hvis de vinder over Roma. Uafgjort er kun nok for City, hvis der bliver scoret i kampen - altså ikke ender 0-0 - og CSKA samtidig taber til Bayern.
Roma er med en sejr videre i CL. Hvis kampen mod City ender 0-0 er Roma  videre, hvis CSKA taber til Bayern. Ender begge kampe uafgjort - uanset antal mål scoret i kampen - så ender Roma som toer, fordi de tilsammen er bedst indbyrdes af de tre hold.
CSKA Moskva skal vinde over Bayern Munchen og håbe på, at Roma ikke vinder over City. Hvis både CSKA og City vinder, så er russerne videre, fordi de er bedst indbyrdes af de to.

Gruppe F

PSG er sikret videre avancement i CL. De slutter på førstepladsen, hvis de får point på Camp Nou i rundens sidste kamp mod Barcelona.
Barcelona er videre i CL, men kan med en sejr over PSG slutte som etter.
Ajax slutter som treer, og Europa League-deltager, hvis de undgår et nederlag til Apoel.
Apoel bliver sidst i gruppen medmindre de vinder på udebane mod Ajax i rundens sidste kamp. En sejr vil sikre dem tredjepladsen og dermed fortsat europæisk deltagelse.

Gruppe G

Chelsea er videre som gruppevinder.
Sporting vil med uafgjort mod Chelsea sikre sig gruppens andenplads, da de er bedre end Schalke i deres indbyrdes opgør.
Schalke skal vinde over Maribor og håbe på, at Chelsea vinder over Sporting, hvis de skal spille CL i det nye år. Uafgjort betyder tredjeplads og Europa League, mens de med et nederlag slutter som firer i gruppen.
Maribor vil med en sejr kvalificere sig til Europa League på bekostning af rundens modstander Schalke.

Gruppe H

Porto ender som gruppevinder.
Shakthar slutter som gruppens nummer to.
Athletic Bilbao skal spille Europa League, hvis de får point imod BATE Borisov.
BATE Borisov skal vinde over Athletic Bilbao, hvis holdet ikke skal ende på gruppens sidsteplads.