Andreas Cornelius brændte mange chancer mod finske HJK, og FC København-angriberen erkender, at han måske mangler evnerne foran mål.

FCK kommer ikke videre fra sin gruppe  i Europa League. Det blev en kendsgerning, da løverne torsdag aften skuffede i Finland, hvor det blev til et 1-2-nederlag til HJK i tillægstiden. Ståle Solbakkens mandskab udlignede kort før den afgørende finske scoring, men burde have lavet flere mål end det ene, Per Nilsson satte ind.

Rekordindkøbet Andreas Cornelius var én af de spillere, der manglede skarphed, og det er angriberen den første til at erkende.

- Vi havde ikke en god første halvleg, men anden var meget bedre. Vi skabte - og brændte - en masse chancer. Jeg mener, vi minimum skulle have scoret to mål på de chancer, vi havde. Jeg føler mig frustreret nu, sagde Cornelius til UEFAs hjemmeside efter slutfløjtet og fortsatte:

- Jeg havde selv nogle chancer, hvorvidt det var sort uheld eller manglende evner, ved jeg ikke. Jeg føler stadig, jeg gjorde de rigtige ting på banen, så måske var jeg en lille smule uheldig, men det hjælper mig ikke nu.

I den anden ende af banen bemærkede keeper Stephan Andersen også, at holdkammeraterne ikke kendte deres besøgelsestid i Helsinki.

- Vi havde seks eller syv store chancer i anden halvleg, men vi tog dem bare ikke. Da vi så endelig var i stand til at score, kom de tilbage og scorede det afgørende mål. Det er en stor skuffelse for os. Vi kom hertil for at få de tre point, men det fungerede ikke for os i dag. Selvfølgelig ved vi, at HJKer et udmærket hold, og banen her er anderledes, end hvad vi er vant til, men først og fremmest er vi meget skuffede nu, fortalte landsmålmanden.

Efter fem runder fører Club Brugge gruppe B med ni point. Torino har otte, HJK seks og FCK fire. Danskerne tager imod Torino i sidste runde, men kan altså ikke komme videre efter aftenens skuffelse.