Tirsdag aften spillede det danske U21-landshold venskabskamp mod USA med Andreas Cornelius som matchvinder i 1-0-sejren. For Yussuf Poulsen, Christian Nørgaard, Rasmus Falk og de resterende aktører var det sidste chance for at vise sig frem i nationaldragten, inden Jess Thorup i maj skal udtage truppen til sommerens EM-slutrunde.

Godt nok resterer der stadig en venskabskamp mod Sverige 11. juni, inden truppen drager afsted og tager hul på gruppespillet 17. juni mod EM-værterne fra Tjekkiet. Men U21-landstræneren får ikke lov at have sit hold samlet igen, inden han skal aflevere det gældende EM-holdkort med 23 spillere til det europæiske fodboldforbund, UEFA.

Generelt er U21-landsholdet spækket med saft og kraft. Især i offensiven står Jess Thorup med luksusproblemer, når han skal navngive de 11 startende spillere i den velkendte 4-3-3-formation, som vi også kender fra Morten Olsens A-landshold.

Læs også:

Yussuf Poulsen, Lucas Andersen, Nicolaj Thomsen, Uffe Bech, Pione Sisto, Lasse Vigen Christensen og Viktor Fischer er blot nogle af bejlerne til de to kanter. Godt nok er de fire sidstnævnte skadede eller på vej tilbage fra skader, men det ventes, de bliver klar til EM.

Læg dertil en spiller som Pierre-Emile Højbjerg, der med al sandsynlighed kommer til at spille 6'er-positionen ved sommerens slutrunde.

Jess Thorup råder over Emil Berggreen, Nicolai Brock-Madsen og Andreas Cornelius til den forreste angriberposition, og på denne regn- og stormfulde tirsdag aften på Lyngby Stadion var det FCK-spilleren Cornelius, der bedst fik demonstreret sine evner.

Læs også:

Han startede godt nok på bænken mod USA, men den 192 centimeter høje og brølstærke dansker fik hurtigt vist sig frem efter at være blevet skiftet ind i pausen. Blot syv minutter inde i anden halvleg vendte han flot rundt i feltet og hamrede bolden ned i hjørnet i vanlig kraftfuld stil til en dansk føring på 1-0.

I løbet af Superliga-sæsonen har han været udskældt for sine få scoringer og ineffektivitet foran mål, men at score på sin første chance i en relativt vigtig venskabslandskamp vidner ikke om en selvtillidsforladt angriber.

Gennem resten af kampen havde Andreas Cornelius flere gode præstationer - ganske som resten af det danske U21-landshold, der tilsyneladende lyttede efter, hvad Jannik Vestergaard efterlyste over for DR Sporten i pausen.

Anføreren, der nyder stor succes i Werder Bremen, savnede mere direkte spil, og det fik han. Desværre blev det ikke til flere mål trods flere gode muligheder, ikke mindst til Andreas Cornelius, der var tæt på at score med hovedet i kampens afslutning.

Danmark spillede torsdag venskabskamp mod Portugal. Det opgør endte 0-0, og dermed har fireback-kæden med Jannik Vestergaard, Frederik Sørensen, Patrick Da Silva og Alexander Scholz lukket godt af sammen med målmændene Jakob Busk, Frederik Rønnow og David Jensen. All tre målmænd har fået spilletid de to seneste venskabskampe.

Ved EM er Danmark ud over Tjekkiet i gruppe med Tyskland og Serbien. Men først og fremmest er det nu op til Jess Thorup at få puslespillet til at gå op.