Chelseas tjekkiske målmand Petr Cech er angiveligt millimeter fra et skifte til naborivalerne fra Arsenal.

Det er i hvert fald den engelske avis Daily Mails klare overbevisning. De mener at vide, at det nu er sikkert, at den 33-årige målmand flytter til den anden ende af London, og at Chelsea modtager 11 millioner pund (ca. 115 mio. kr., red) for ulejligheden.

Hvis skiftet bliver en realitet, så ser det i samme ombæring ud til, at den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel ikke skal til Arsenal i denne omgang. De forsvarende FA Cup-vindere har ellers været meldt interesseret i danskeren, der var en af Leicesters bedste spillere i den forgangne sæson.

Men med tanke på, at Arsenal i forvejen råder over Wojciech Szczesny og David Ospina, så virker det meget usandsynligt, at Schmeichel stadig skulle være interessant for London-klubben.

Den 28-årige dansker er dog formentligt ikke til at skyde igennem for tiden alligevel, for han blev nemlig gift i weekenden med kæresten Stine Gyldenbrand.

Petr Cechs skifte ventes offentliggjort inden for de næste par dage, og så vil Arsenal-manager Arsene Wenger langt om længe få sin vilje. Ifølge avisen forsøgte Arsenal nemlig også at hente den rutinerede målmand tilbage i 2013, men dengang ville José Mourinho ikke slippe sin keeper.

Det ville han egentlig heller ikke denne gang - i hvert fald ikke til en ligarival. I stedet så Chelsea-manageren helst, at Cech skiftede til franske PSG, men Chelsea-ejer Roman Abramovich har nu givet grønt lys, så der skulle ikke være noget til hindre for, at handlen bliver en realitet.

Den firefoldige Premier League-vinder forventes at skrive under på en kontrakt med en ugeløn på, hvad der svarer til godt en million kroner.

Ironisk nok, så vil Petr Cechs første officielle kamp for hans kommende klub blive mod netop Chelsea, når de to London-klubber tørner sammen i kampen om Community Shield den 2. august.