Landsholdsanfører Daniel Agger har ingen planer om at gå trænervejen og er indstillet på at vinke farvel til cirkus fodbold for at kaste sig over sine forretninger.

Ledestjerne i Brøndby og alfa-han, så det er til at se for enhver på en fodboldbane. Men også forretningsmand, iværksætter og en omvandrende reklame for den spektakulære tatovering over det meste af kroppen.

Daniel Agger har formået at favne det meste i den voksne del af sit fodboldliv. Og selv om Brøndbys hjemvendte stjernenavn med sine 30 år stadig har lang løbetid, er Agger begyndt at overveje næste træk i livet. Og det bliver ikke trænergerningen, der kommer til at fylde i landsholdsanføreren liv udenfor rampelyset.

Det afslører Agger selv i et åbenhjertigt og afslappet interview med Bremsesporet, hvor komikeren Brian Lykke har den tidligere Liverpool-stjerne på besøg til en snak om tatoveringer.

Undervejs kommer Daniel Agger dog også ind på de overvejelser, han har gjort sig om sin fremtid.

- Det er vigtigt, at du ikke som 35-årig står der og ikke ved, hhvad du skal, understreger Daniel Agger, der igennem flere år har brugt nogle af sine penge fra fodboldens overflødighedshorn til at sætte projekter i gang indenfor en vifte af forretningsområder.

- Der er stadig masser af liv, der skal leves efter fodbolden og jeg kan kun anbefale, at man stopper op og tænker over, hvilken retning dit liv skal tage, siger Agger, der allerede for seks-syv år siden begyndte sine første investeringer i forretningsverdenen.

Som andre topspillere med status som både styrmænd og natyrgivne ledere ville det ellers være oplagt at se Daniel Agger forsøge sig som træner, når benene ikke længere kan følge med. Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra Aggers selv.

- Jeg skal bestemt ikke være træner, når jeg stiller støvlerne. Jeg er færdig med fodboldens cirkus, når jeg stopper med at spille, så man kommer ikke til at se mig som træner. Der bliver ikke tid til fodbold og jeg kommer ikke til at stå på stadion hver weekend, konstaterer Agger, der næppe heller kommer til at kede sig.

Daniel Aggers mange jern i ilden er spredt over et stort område. Den berømte dansker, der blev professionel i Liverpool i 2006, har undervejs i en lang og indbringende karriere investeret i både restaurationsbranchen og selvfølgelig også i den blomstrende industri for kropsbesmykning, Agger selv er storforbruger af.

For to år siden åbnede Agger sammen med Hummel-bagmand Christian Stadil Tatoodoo.com, der er en slags markedsplads for sofistikerede tatoveringer med tusch-mesteren Ami James som kreativ kraft.

Agger har såmænd også bevæget sig ind i kloakservice med firmaet Kloagger og står også bag velgørendehedsfonden Agger Foundation.

Abonner på Bremsesporet her!