Danmark tabte 0-2 på udebane til Frankrig søndag aften, hvor Nicklas Bendtner og resten af holdet ikke kom i nærheden af de franske værter.

Morten Olsen sagde før træningskampen mod Frankrig, at hjemmeholdet kunne stille med tre hold, som ville have klassen til at slå Danmark.

Den vurdering fik landstræneren helt ret i i Saint Etienne på Stade Geoffroy-Guichard, hvor hans franske kollega Didier Deschamps' mandskab sejrede sikkert.

Der var ganske enkelt klasseforskel mellem Frankrig og Danmark på stort alle pladser i opgøret, og det viste slutresultatet på 2-0 med al tydelighed. Det blev ikke til en ydmygelse af Danmark, men Morten Olsens tropper var aldrig i nærheden af sejren.

Til gengæld fortsatte det danske landshold en lidt ærgerlig statistik. For syvende gang i træk kom holdet bagud i en landskamp, og selv om Bendtner og resten af holdkammeraterne tidligere er lykkedes med at komme tilbage, blev det ikke til et comeback mod Frankrig.

Danmark kom således hurtigt i modvind mod de oplagte franske værter. Angriberen Alexandre Lacazette skulle kun bruge 14 minutter på at bringe Frankrig foran 1-0. Han udnyttede en returbold fra Kasper Schmeichel, som ellers var Danmarks bedste mand i nederlaget.

Målet var første gang, at den franske angriber fik hjemmepublikummets kærlighed at føle. Alexandre Lacazette blev nemlig før opgøret mod Danmark pebet ud af tilskuerne i Saint Etienne, fordi han til daglig spiller hos rivalerne fra Lyon. Men med målet blev Alexandre Lacazette for en stund lidt mere populær på lægterne.

Opgøret havde indtil scoringen foregået på Frankrigs præmisser, og sådan fortsatte det resten af første halvleg, hvor Danmark havde nok at gøre med at forsvare sig. Forsvaret af Kasper Schmeichels mål glippede dog endnu en gang i de første 45 minutter.

Denne gang scorede Arsenals Olivier Giroud til 2-0 efter 38 minutters spil. Frankrig spillede med en frygtindgydende offensiv med Alexandre Lacazette, Antoine Griezmann og Olivier Giroud i opgøret, og de tre drev den danske defensiv til vanvid i opgørets første halvleg.

I det danske forsvar havde Erik Sviatchenko fået genvalg ved siden af Simon Kjær, og FC Midtjylland-spilleren stod og faldt med resten af holdkammeraterne i Saint Etienne.

I anden halvleg satte Frankrig tempoet ned og skiftede ligesom Danmark flittigt ud. Det gav danskerne lidt flere perioder med boldbesiddelse, men rigtig farligt blev det aldrig.

Mens Danmark tabte klart i Frankrig, var der gode nyheder fra holdets EM-kvalifikationspulje. Her slog Portugal Serbien med 2-1, og dermed ser serbernes chance for at kæmpe med puljens første- og andenplads ud til at være lukket ned.