Danmark kæmper med 18 andre nationer om at blive værter for EM i fodbold i 2020.

EM i 2020 skal afvikles efter et nyt princip, hvor hele 13 nationer bliver værter for den store fodboldbegivenhed. 12 af de 13 værtslande bliver tildelt en såkaldt standardpakke, hvilket betyder, at man får opgør i indledende runde og knald-eller-fald-kampe i form af 1/8-finaler eller kvartfinaler.

Det 13. land bliver vært for både semifinalerne og finalen, og UEFA har allerede besluttet, at det kun er München i Tyskland og London i England, der er i spil til at få de afgørende kampe.

UEFA-præsident Michel Platini glæder sig over den store interesse for at blive EM-værter.

- Vi er ekstremt glade for at have fået så mange ansøgninger. 60-års-jubilæet for turneringen vil blive historisk med kampe spredt ud over Europa. Ved at sprede det ud over kontinentet vil endnu flere fans fra flere lande få mulighed for at blive en del af det magiske event, siger Michel Platini.

De 17 nationer, der ligesom Danmark, har søgt om at få tildelt en standardpakke er: Aserbajdsjan, Bulgarien, Danmark, Israel, Italien, Holland, Irland, Rumænien, Makedonien, Ungarn, Rusland, Skotland, Spanien, Hviderusland, Belgien, Sverige og Wales.