Tyskland og Serbien delte pointene efter at have spillet 1-1, og Danmark fik dermed en optimal start på EM-slutrunden for U21, efter at Jess Thorups tropper selv hentede tre point i åbningssejren mod værtsnationen Tjekkiet.

Tyskland er selvsagt blandt favoritterne til at vinde U21-EM, da de kan stille med et hold bestående af Bundesliga-profiler krydret med en Barcelona-målmand og en Liverpool-spiller. Der var derfor heller ikke levnet Serbien mange chancer inden kampen, selvom de overraskede ved at slå mægtige Spanien i playoff-kampen om en billet til slutrunden.

Serbien kom dog ud til kampen med fuld knald, og efter otte minutters spil havde de noget overraskende bragt sig i front. Det var den serbiske angriber Filip Djuricic, der efter en flot soloaktion sendte læderet i mål bag en sagesløs Marc-André ter Stegen i det tyske mål.

Herefter tog tyskerne overtaget igen, og små ti minutter senere kom udligningen. Det var den alsidige Liverpool-spiller Emre Can, der med en fiks skudfinte og et tørt hug fra kanten af feltet bragte balance i regnskabet.

Det bedste bud på en mulig vinder lignede Tyskland, men efter 70. minutters spil skulle den mission blive vanskeliggjort, da Christian Günter fik sit andet gule kort for at filme.

Trods undertallet var det Tyskland, der så ud til at ville det mest, og der kom flere store muligheder i slutfasen. Det blev dog ved de to scoringer og holdene delte derfor pointene med slutresultatet 1-1.

Danmark topper derfor gruppen med tre point, som de fik efter åbningssejren mod værtsnationen Tjekkiet. Tyskland og Serbien deler andenpladsen begge med et enkelt point, mens Tjekkiet står med sorteper og et rundt nul på pointkontoen.

De danske drenge kan derfor godt forvente et topmotiveret tysk mandskab, når de tørner sammen på lørdag. Her er Tyskland nemlig pisket til sejr, hvis de fortsat vil have gode muligheder for avancement.