Den tidligere AaB-angriber Rolf Toft blev helten, da hans islandske klub, Stjarnan, igen leverede et flot europæisk resultat ved hjemme at vinde 1-0 over polske Lech Poznan i kvalifikationen til Europa League.

Toft, der også har en fortid i Vejle, blev matchvinder med sit mål kort inde i anden halvleg. Den danske angriber scorede også, da islændingene i den forrige runde sensationelt sendte skotske Motherwell ud af turneringen.

Foruden Toft startede også danskerne Michael Præst, Martin Rauschenberg og Niclas Vemmelund på banen for Stjarnan.

Kasper Hjulmand fik torsdag en fin officiel debut som cheftræner for den tyske bundesligaklub Mainz. I Europa League-kvalifikationen blev det til en 1-0-sejr hjemme over græske Asteras Tripolis. Den japanske angriber Shinji Okazaki scorede kampens eneste mål i overtiden af første halvleg.

Danske Niki Zimling kom på banen for tyskerne et kvarter før tid.

Elfsborg havde danskerne Kevin Stuhr-Ellegaard og Mikkel Beckmann med i startopstillingen, da det svenske hold vandt 4-1 hjemme over færøske FH.

Mike Jensen og Tobias Mikkelsen var med i start-11'eren for Rosenborg, der ude spillede 0-0 mod tyrkiske Karabukspor.

Endeligt var Lasse Vibe med fra start for IFK Gøteborg, der på hjemmebane tabte 0-1 til Rio Ave fra Portugal.