Den danske målmand Martin Hansen forlod for fire år siden Liverpool. Undervejs mødte han klubbens assistenttræner og legende Sammy Lee, der hadede danskeren. Det fortæller målmanden i sin nye bog om karrieren - 'Inside Liverpool'.

»Jeg hader dig. Jeg hader din forbandede attitude!«

De hårde ord blev sagt af Liverpool-legenden Sammy Lee møntet på den danske målmand Martin Hansen, der i seks år var tilknyttet Liverpool.

For fire år siden forlod den nu 25-årige Martin Hansen Liverpool og satte kursen mod Danmark, hvor han har repræsenteret Viborg FF og FC Nordsjælland, inden turen i 2014 gik til hollandske ADO Den Haag, hvor han stadig spiller. Men tiden i den engelske storklub var så begivenhedsrig, at Martin Hansen nu har udgivet en bog med titlen 'Inside Liverpool'.

I Liverpool stødte han på den nye assistenttræner i klubben, Sammy Lee, der tydeligvis ikke brød sig om danskeren. Når de to mødte hinanden på klubbens træningsanlæg, kom der tit stikpiller mod målmanden, som ikke var klublegenden Sammy Lees kop te.

I bogen bliver deres første møde nævnt. I omklædningsrummet havde den dengang 18-årige Martin Hansen netop snøret sine nye hvide støvler og var klar til træningen. Men glæden ved at skulle træne med førsteholdet i sæsonopstarten blev hurtig glemt, da Sammy Lee lagde mærke til de hvide fodboldstøvler:

»Sammy (Lee, red.) stirrede vredt på mig. 'Du skal ALDRIG komme her i hvide støvler igen,' snerrede han. Der blev stille i omklædningsrummet. Sammy stod midt i lokalet, foran hele truppen. Jeg sad med mine støvler på og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Han gjorde det klart, at hvis jeg ikke smed de hvide støvler af helvede til så hurtigt som muligt, kom jeg aldrig nogensinde til at spille for Liverpool,« fortæller Martin Hansen i bogen.

Den danske målmand slog aldrig igennem på førsteholdet i Liverpool og endte efter en tid i Danmark i hollandske ADO Den Haag. Her blev målmanden verdenskendt i august i år for sit hælsparksmål langt inde i overtiden mod PSV Eindhoven.