Danske Martin Hansen blev den helt store helt for sin klub ADO Den Haag i opgøret mod den hollandske storklub PSV Eindhoven, da han med hælen i overtiden udlignede til slutresultatet 2-2.

Det lignede ellers længe en PSV-sejr, da udeholdet kom foran 2-1 efter 62 minutter på et mål af Luuk de Jong. Da stillingen var uændret i dommerens overtid, valgte ADO den Haags danske keeper Martin Hansen at tage turen op til modstanderens felt, som så mange andre målmænd har gjort det før i ren desperation.

Men denne gang var der udbytte. På indlægget fra frisparket udførte Martin Hansen et af de bedste mål, en målmand har scoret i umindelige tider, da han med hælen akrobatisk snød alt og alle og sikrede ADO Den Haag det ene point til slutresultatet 2-2.

Allerede nu må man gå ud fra, at Martin Hansen sikret sig en plads i kandidatfeltet til årets mål i Holland.

Hansen har tidligere spillet i FC Nordsjælland. Også den tidligere FCK-spiller Thomas Kristensen spillede i opgøret for ADO Den Haag.