27-årige MT, der over for politiet har erkendt matchfixing, er storspiller og dybt forgældet, siger en agent, der lever af at placere bud på de kinesiske spillebørser. På en rejse til spillebyen Macao gamblede MT 600.000 kroner på et kæmpenederlag til et københavnsk hold, lyder det.

Mindst to gange har 27-årige MT sat sig op i et fly for at placere kæmpebeløb hos spilleagenter i Asien. Det fortæller en agent, Stanlee, der fungerer som mellemmand mellem storspillere og de kinesiske spillebørser, til Berlingske.

Han har personligt mødt MT og betegner ham som en professionel storspiller, der levede af at gamble på især danske kampe.

MT har over for Københavns Politi erkendt, at han sammen med fem andre personer har arrangeret udfaldet af to Hvidovre-kampe, spillet på dem og delt gevinsten på 900.000 kroner mellem de seks sigtede.

MT har også erkendt, at han har orienteret en filippinsk organisation om, hvad udfaldet af den ene kamp ville blive, hvorefter filippinerne har spillet et beløb svarende til to-tre millioner kroner hos asiatiske udbydere.

Sigtelserne kan blive til danmarkshistoriens største sag om aftalt spil og omfatter fire tidligere fodboldspillere fra Hvidovre, og to andre personer, der ikke er fodboldspillere. Men de seks kender hinanden, lyder det fra anklagemyndigheden.

Fire af de fem øvrige sigtede nægter sig igennem deres forsvarer skyldige, mens en femte ikke ønsker at kommentere sigtelsen.

Stanlee, hvis identitet og arbejdsgiver er Berlingske bekendt, fortæller, at MT lagde store bud på tusindvis af euros. Han fortæller også, at MT havde adgang til insider-viden. Og at han på en rejse til spillebyen Macao, der er kendt som Østens Las Vegas, præsenterede en anden mand som sin forretningsparter.

Denne mand har et navnesammenfald med en af de øvrige sigtede i sagen.

- Vi mødte ham i Macao i Kina, og han havde en partner med. De fortalte, at de kendte spillere og trænere i en dansk liga. Måske spillede hans partner endda på et af holdene. De kendte i hvert fald folk på et københavnsk hold, jeg kan ikke huske hvilket. Vi spørger ikke vores kunder, hvor de har deres informationer fra, siger Stanlee.

Berlingske har forelagt oplysningerne for forsvareren til den person, der har et navnesammenfald med forretningspartneren, som Stanlee via MT blev præsenteret for. Forsvareren har ingen kommentarer til oplysningerne.

På toppen af det asiatiske spillemarked er der 20-25 spillebørser, som hver kontrollerer et geografisk område. Her er det muligt at spille det, der svarer til millioner af kroner på enkelte kampe. Som vesterlænding vil buddene typisk gå gennem en agent, der er mellemmand. Agenterne bliver belønnet med 0,2 procent af spillebeløbets værdi, hver gang de har held til at placere et bud på de kinesiske spillebørser.

For at få lov til at spille de høje beløb, rejste MT først til Macao og senere til Manila på Filippinerne for at mødes med Stanlee. På rejsen til Macao lagde MT et ekstraordinært stort bud på en dansk kamp, husker Stanlee. Da MT vandt og dermed tjente penge, blev tilliden til MT og hans evner til at vinde større. Han fik ifølge Stanlee en konto, hvor han kunne spille på kredit:

- Vi får hurtigt en fornemmelse af, at han ved, hvad han gør. Så vi mødes med ham på vores kontor i Macao, hvor han spiller 80.000 euro (cirka 600.000 kroner, red.) eller noget i den stil. Kampen blev vundet overbevisende. Jeg kan ikke huske, om den endte 5-1 eller 5-0. Men vi fik større tillid til ham og gav ham mulighed for at spille på kredit, siger Stanlee.

En af de kampe, politiet mener er matchfixet, taber Hvidovre IF 14. november 2010 med 0-5 til Vejle BK. Det er ikke muligt at opklare om det netop er denne kamp, som ifølge den filippinske mellemmand øger MTs kreditværdighed.

Stanlee husker, at mødet i Macao enten foregik i efteråret 2010 eller i foråret 2011, men han har ikke mulighed for at undersøge det nærmere, da han som mellemmand videregav buddet per telefon til en kinesisk spiludbyder.

Hvordan kan I forsvare at spille for gamblere, hvis I har mistanke om, at der måske er matchfixing på spil?

- Vi sætter aldrig spørgsmålstegn ved, hvor vores kunder har deres informationer fra. Overhovedet ikke. Vi spørger aldrig kunden, hvorfor tror du - eller hvorfra ved du - at det hold vil vinde? Vi sætter bare buddet og får vores kommission, siger Stanlee.

Men samarbejdet mellem MT og det filippinske agentfirma, som Stanlee repræsenterer, endte ikke godt. I dag skylder MT angiveligt firmaet det, der svarer til 1,1 millioner kroner. En spillegæld, han ifølge Stanlee opbyggede gennem en periode på 14 dage tilbage i 2011.

Stanlee forsøgte forgæves at kontakte MT, og til sidst lavede han en advarsel på en blog, for at andre agenter ikke skulle indlade sig på noget med MT, fortæller han.

Det er via denne blog, at Berlingske har fået kontakt til Stanlee. Advarslen havner også på et chatforum, hvor gamblere udveksler tip. Berlingske har i tråden om MT fundet en mand fra København, der har indsamlet oplysninger om MT:

- Når man får så stor kredit, kan det vel være fristende for svindlere. Jeg kan se på de oplysninger, du har anført om ham, at han også har givet jer forkerte oplysninger om, hvor han bor (jeg har tjekket det) og et par andre ting. Hvorfor vil han give forkerte informationer, hvis han planlagde at betale sin gæld? skriver den københavnske mand og kommer med et tilbud om at inddrive gælden:

- Hvis du virkelig gerne vil have pengene, er der personer/grupper i hans område, som vil elske at inddrive den slags store beløb for en dusør på 25-30 procent af beløbets størrelse...

Berlingske har forgæves forsøgt at kontakte manden, der fremsatte tilbuddet til Stanlees arbejdsgiver. Stanlee fortæller, at hans virksomhed har mistet pengene og bedyrer, at hans virksomhed ikke har taget kriminelle metoder i brug for at inddrive gælden.

Han fortæller samtidigt, at de ikke har været i kontakt med Københavns Politi, og at man ikke på nogen måde har meldt MT til politiet på Filippinerne:

- Der findes ikke noget bevis på vores kreditaftale, lyder det fra Stanlee.

Om det er gældsproblemer og trusler på livet, der har fået MT til at kontakte politiet og afgive fuld tilståelse i matchfixing-sagen, kan Berlingske ikke få oplyst af Anklagemyndigheden. Men MTs forsvarer, der ikke ønsker at kommentere Berlingskes nye oplysninger, har bedt om navneforbud af hensyn til MTs sikkerhed:

- Retten finder, at offentlig gengivelse af tiltaltes navn, stilling og bopæl må antages at bringe tiltaltes sikkerhed i fare, lyder det i kendelsen.

BTs mangeårige spil-ekspert, Steffen Dam, er kendt som en af de kyndigste inden for sportsbetting. Han fortæller, at der findes cirka 100 danske storspillere, der lever godt af at gamble på kampe. Men de fleste bor ikke i Danmark, fordi man herhjemme skal betale skat af gevinsterne. Det er også velkendt, at man på det asiatiske spillemarked spiller på kredit, og firmaerne vil efter Steffen Dams opfattelse gå langt for at inddrive gælden. Når man spiller på kredit, er der også risiko for, at man hurtigt kan oparbejde en stor gæld, hvis man ikke er dygtig nok, lyder det videre.

For spil-eksperten giver det også god mening, at MT er storspiller. Hvis politiet har ret i sin mistanke, vurderer han, at MT må have haft en tæt kontakt med enten en eller flere af de fire fodboldspillere, der står sigtet i sagen:

- Hvis man skal overtale fodboldspillere til at fixe kampe, så vil de tage sig godt betalt for det. Man gør jo ikke nogen en tjeneste på den måde. Man skader jo ikke bevidst sin egen karriere. Derfor må han kende dem og vide, at de kan overtales.