Dansk-tyske Lasse Jürgensen følger i fodsporene på Emre Mor og dropper det danske landshold.

Endnu en spiller med dobbeltnationalitet vælger det rød-hvide fodboldlandshold fra.

Den venstrefodede midterforsvarer Lasse Jürgensen ønsker ikke længere at stille sig til rådighed for de danske ungdomslandshold eller A-landsholdet for den sags skyld – han vil hellere spille for Tyskland.

Jürgensen, der som 18-årig er anfører og fast mand for Augsburgs U19-hold, føler ikke, at Dansk Boldspil-Union (DBU) og ikke mindst U19-landstræner Henrik Clausen har åbnet øjnene nok op for stortalentet. Det fortæller hans danske far, Andy Jürgensen – der er tysk gift – til BT. Jürgensen-lejren har blandt andet derfor orienteret Henrik Clausen om beslutningen.

»Henrik Clausen har fået video af Lasses kampe på mobiltelefon, men han er aldrig vendt tilbage med feedback eller noget,« siger Andy Jürgensen, der udtaler sig på vegne af sin søn, som ønsker at fokusere på fodboldspillet for nu.

Fire ungdomslandskampe i rødt og hvidt er det blevet til for Lasse Jürgensen, hvis fravalg kommer i kølvandet på den store debat, der brusede i fodboldDanmark i foråret. Midtpunktet i debatten var Emre Mors tilvalg af det tyrkiske landshold - eller nok i højere grad farvel’et til Danmark. Mors agent, Muzzi Özcan, udtalte, at Mor aldrig rigtig følte sig værdsat. At man i Danmark – og måske nærmere bestemt DBU – aldrig for alvor troede på ham. Mors beslutning affødte en række kritiske spørgsmål i retningen af DBU. Gjorde fodboldunionen nok for at holde på spillere som Emre Mor, spurgte flere undrende.

Med Lasse Jürgensens fravalg mister Danmark endnu en spiller. Det ærgrer DBUs talentudviklingschef, Flemming Berg, som Henrik Clausen henviser til som den, der skal udtale sig i sagen. Flemming Berg koger det ned til, at Jürgensens præstationer ikke har været gode nok, og derfor har han ikke været med i over et år.

»Vi udtager spillere til U-landsholdene i Danmark ud fra spillerens individuelle kvaliteter og specielt i forhold til potentialet til, at de kan blive kommende A-landsholdsspillere. I tilfældet med Lasse Jürgensen er det blevet vurderet fra vores U-landstrænere, at Lasse ikke har været dygtig nok i sit spil det seneste halvandet år.«

Lasse Jürgensen har spillet samtlige kampe for Bundesliga-klubbens talenthold, der fører Bundesliga Süd/Südwest-rækken efter 15 kampe, men Flemming Berg mener ikke, at Lasse Jürgensen har nogen grund til at føle sig overset.

»Vi vurderede på ham op mod kampene mod Schweiz i dette efterår, og vi har set video af ham fra efteråret af. Vi har gjort vores hjemmearbejde og ikke fundet ham god nok for nuværende. Længere er den ikke.«

Berg ønsker ikke at gå konkret ind i, hvor mange kampe man har set med Lasse Jürgensen – hverken på stadion eller fjernsyn. Han fortæller, at DBU selvfølgelig er opmærksomme på problemstillingen med, at spillere med dobbeltnationalitet kan vælge Danmark fra, men at man ikke vil påvirke eller overtale den type spiller i deres valg.

Er det ikke netop jeres opgave som fodboldforbund?

»Nej, det mener jeg ikke. Vores opgave er at udvælge og matche de bedste spillere, som er til rådighed. Det er ikke vores opgave at overtale nogen. Vi håber jo, at de ved at være med på det danske landshold har lyst til at spille for Danmark.«

Emre Mor har tidligere valgt Tyrkiet frem for Danmark, og nu vælger en ny spiller en anden nation. Mener du, at DBU gør sit arbejde godt nok i forhold til spillere med dobbeltnationalitet?

»Ja, jeg synes, at vi gør lige nøjagtig det, der er vores arbejde. At scoute og se spillerne nok til at vurdere dem i forhold til ungdomslandsholdet og om de på sigt kan spille sig på A-landsholdet. Hvis ikke vi gjorde dén del nok, ville vi have en udfordring i DBU. I forhold til udvælgelsen skal vi gøre vores arbejde godt nok, og det mener jeg til fulde, at vi gør.«

BT har været i SMS-korrespondence med Jürgensens agent i Kick & Run Sports, Steven Hartwig, blandt andet for at høre nærmere til, hvorfor Danmark bliver droppet til fordel for Tyskland. Agenten ønsker ikke at give et interview, men skriver kort:

»Vi ønsker at udnytte denne mulighed til at takke det danske landshold på Lasses vegne for alle de fantastiske øjeblikke, som holdet har givet denne unge mand med på vejen. Lasse ønsker at koncentrere sig om Tyskland og har absolut intet imod det danske hold. Han ønsker at følge drengene, heppe på dem, når de spiller og er ellers taknemlig for alt.«

Hvis Lasse Jürgensen skal udtages til det tyske U19-landshold, skal han overbevise Frank Kramer, der i 2016 er blevet træner for holdet. Ifølge Lasse Jürgensens far, Andy, er de første meldinger fra det tyske fodboldforbund DFB, som man allerede har været i dialog med, positive.