Danske Andreas Christensen sad på bænken, da José Mourinho søndag gav debut til to af klubbens store sommerindkøb.

Cesc Fabregas og Diego Costa optrådte begge i den blå trøje, da Chelsea på sin europæiske træingslejr besejrede slovenske NK Olimpija Ljubljana 2-1. Og det så lovende ud. Den tidligere Atletico Madrid-bomber Diego Costa viste den målform, som holdkammeraten Fernando Torres så ofte har sukket efter. Manden med prisskiltet på omkring 300 millioner kroner udlignede til 1-1, mens Fabregas viste fine detaljer i sine 70 minutter på banen. Sejrssmålet blev sat ind af den 19-årige forsvarsspiller Kurt Zouma.

Set med danske øjne var det opløftende at se 18-årige Andreas Christensen tage plads på bænken ved siden af stjerner som John Terry, Branislav Ivanovic, Fernando Torres. Den danske U21-landsholdsspiller kom ikke på banen, men viste med sin udtagelse til bænken, at han er en mand, som manager José Mourinho ser et potentiale i.

Dermed kan Andreas Christensen, der har kontrakt til sommeren 2016, drømme videre om at få sin første betydningsfulde kamp for Chelseas førstehold. Sidste sommer fik den unge dansker fuld spilletid i en opvisningskamp mod Manchester City, men endnu venter en optræden i en betydningsfuld førsteholdskamp.

Med konkurrence fra Chelseas stjerneparade er missionen hård, men drømmen lever endnu.