David Nielsen lagde formationen om for at få det bedste ud af Martin Ødegaard. Nu fortæller den danske træner om, hvilke udfordringer taktikændringerne førte med sig.

I tiden som træner i Strømsgodset har David Nielsen foretrukne formation været 4-3-3, men for at få det bedste ud af Martin Ødegaard, der netop er blevet solgt for 35 mio. kroner til Real Madrid, var han nødt til at lave nogle taktiske justeringer.

»Skulle vi have det maksimale ud af Martin, kunne vi ikke fortsætte med at spille 4-3-3,« siger danskeren til den norske avis Drammens Tidende.

»Vi så allerede tidligt, at det kunne blive rigtig godt. Potentialet i Martin var på superstjerne-niveau. Vi vidste, vi havde en helt speciel spiller.«

Derfor tilpassede han spillestilen og formationen efter knægten, der dengang blot var 15 år, og det var ikke alle i truppen, der tog pænt imod idéen om at bygge et hold op omkring en teenager. Og så endda midt i medaljekampen.

»Vi måtte gå på kompromis med, at vi tabte nogle kampe i starten, samtidig med at omgivelserne var i guldstemning.«

Derfor gik holdet over til at spille i en 4-2-3-1-opstilling, hvor Martin Ødegaard fik en mere fri rolle, og de andre spillere fik besked på at give bolden til Ödegaard så ofte som muligt.

Holdet tabte i denne periode flere kampe, og holdet endte på en fjerdeplads i den norske liga, uden rigtigt at være tæt på Molde, der vandt ganske suverænt.