Skrottet i Viborg og Sønderjyske – men i Brøndby kan han bruges. Vestegnsklubben er tæt på israelske Gai Assulin.

Han har tidligere haft tilnavnet ’den nye Messi’. Som hundredevis af spillere med samme statur og position som den argentinske troldmand.

Men modsat så mange andre har israelske Gai Assulin også spillet i samme klub som verdens bedste fodboldspiller – i selveste FC Barcelona.

Nu ligner den 24-årige midtbanespiller en ny mand i Brøndby IF. Torsdag eftermiddag kunne BT fortælle, hvordan Assulin kan blive præsenteret i den gule trøje én af de kommende dage.

Og det er egentlig lidt af en kuriøsitet. Og hvorfor er det så det?

Jo, hvis man går rundt og tror, at Brøndby har fundet uopdaget guld i form af en spiller, som ingen andre danske klubber har været i nærheden af, kan man godt tro om igen.

For trods det magiske tilnavn og et CV, der udover FC Barcelona også rummer Manchester City, er Gai Assulin ikke en mand, der er umulig at sige nej til.

Ifølge BTs oplysninger har både Sønderjyske og Viborg nemlig sagt nej til midtbanemanden, som i den forgangne sæson spillede en reserverolle hos Mallorca i den næstbedste spanske række.

For Viborgs vedkommende er det ikke mere end en måned siden, Assulin sidst var på vægten – hvor han blev fundet for let. Ikke fordi, han var for dyr, men fordi han - trods udmærkede tekniske kvaliteter - ikke blev vurderet til at have den fornødne hurtighed og gennembrudsstyrke.

Men i Brøndby ser israeleren altså ud til at være et tungt nok navn.