Midt i Mainz' eufori over lørdagens imponerende 2-0-hjemmesejr over bundesliga-giganterne Borussia Dortmund var der et gran af alvor.

Hjemmeholdets danske cheftræner, Kasper Hjulmand, bar under kampen et sort sørgebind på sin venstre arm. Ifølge BTs oplysninger var det til ære for Hjulmands afdøde ven - forretningsmanden Michael Henriksen.

Michael Henriksen, hvis virksomheder i MH Gruppen gjorde ham til milliardær, omkom den 5. september, da hans privathelikopter med ham ved rorpinden under endnu ukendte omstændigheder styrtede ned mellem Samsø og Sjælland. Sammen med den 52-årige direktør omkom tre venner og forretningsforbindelser i ulykken.

Lørdag blev Michael Henriksen begravet i Stavnsholtkirken i Farum.

Kasper Hjulmand, der i sommer kom til Mainz fra FC Nordsjælland, har  - efter en svær start i det tyske - med succes fået sat sit aftryk på den sydvesttyske bundesliga-klub, der pt. deler ligaens førsteplads med tre andre hold.