U21-landsholdet er nu blot en samlet sejr over Island fra en slutrunde. En succes, der er avlet på en talentmasse spredt ud over europæiske topklubber med vinderstempler tværet ud over støvlerne. Aldrig har det været mere opløftende.

- Vi har vel aldrig haft en større talentmasse, der i så tidlig en alder er at finde i så store europæiske klubber, siger U21-landstræner Jess Thorup.

I 1992 talte man også om en dansk guldalder. A-landsholdet hentede sensationelt EM-guld, mens U-landsholdet ledet af Viggo Jensen nåede hele vejen til semifinalen ved U21-EM. Det bedste resultat nogensinde. Dengang var det med senere A-landsholdsspillere som Peter Møller, Miklos Molnar, Jakob Kjeldberg og Per Frandsen som store profiler.

- Det var et stærkt hold, men dengang var der ikke så mange, der snusede med omkring A-landsholdet. Det er der nu, og det er jo det, det handler om. Det kunne sagtens være udtryk for, at holdet i dag er bedre end det, vi havde dengang, siger Viggo Jensen, der også havde U-landsholdet med til OL i 1992, hvor det endte med en skuffelse.

Netop bredden på U21-landsholdet anno 2014 vidner om noget unikt.

- Tidligere var det ofte spillere fra lavere rækker, der spillede på U20- og U21-landsholdet. Nu er der stamspillere fra Superligaen, der har svært ved at komme på holdet. Det siger noget om styrken, siger Jess Thorup.

Et blik over den nuværende trup taler sit tydelige sprog. Udlands-professionelle fylder billedet og kaster med klubnavne som Ajax, Chelsea, Fulham og Inter en hidtil uset glamour over den danske trup. Læg dertil, at truppen kan suppleres med A-landsholdsspillere som Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg og Nicolai Boilesen. Ifølge UEFA må spillere født i 1992 - selvom de er fyldt 22 år - spille med frem til slutrunden i 2015.



Morten Wieghorst, cheftræner i AGF, arbejdede med flere af de nuværende U21-profiler, da han stod i spidsen for U21-landsholdet fra 2011 til 2013. Også han kalder det nuværende hold for et af de stærkeste danske U21-landshold nogensinde. Det handler om et særligt miks af spillere med erfaring og nyt blod med lysende talent.

- Det er et hold med spillere, der har været ude at prøve noget, krydret med en rigtigt talentfuld 93/94-årgang med dygtige offensive spillere. Det giver resultater, siger Wieghorst, der ligesom Viggo Jensen også fremhæver U21-landsholdet fra begyndelsen af 1990erne som et af historiens stærkeste. Et hold han også selv repræsenterede.

Flemming Serritslev, U21-landstræner fra 2000 til 2006, melder sig ligeledes i koret af beundrere af Jess Thorups tropper.

- Når de vinder deres pulje suverænt, er der ingen tvivl om, at det er blandt de bedste U21-landshold, der har været, siger han, inden han inddrager æraen med Daniel Agger og Thomas Kahlenberg i ligningen.

Et landshold, der foruden Agger og Kahlenberg talte talenter som Nicklas Bendtner, Leon Andreasen, Simon Poulsen og Rasmus Würtz. Det førte i 2006 Danmark til en sjælden EM-slutrunde. Det gør Jess Thorups vinderknægte forhåbentlig også. Men først en sidste hurdle over Island tirsdag aften.