Nu forstår Bastian Schweinsteiger hvorfor Zinedine Zidane gik løs på Materrazzi i VM-finalen

I VM-finalen i 2006 mellem Frankrig og Italien blev verden vidne til en af de mest bizarre optrin, da den franske verdensstjerne Zinedine Zidane pludselig gik hen til italieneren Marco Materrazzi og nikkede ham en skalle i brystet.

Resultatet blev naturligvis en udvisning til franskmanden, og først efterfølgende kom det frem, at Materrazzi forud havde provokeret Zidane med svinske bemærkninger om dennes familie.

Nu har Materrazzi angiveligt slået til igen. I hvert fald hvis man skal tro Bayern Münchens Bastian Schweinsteiger og det tyske onlinemedie tz-online.de.

Schweinsteiger var involveret i heftigt klammeri efter tirsdagens bitre nederlag i sidste øjeblik til Inter i Champions League. Og efterfølgende forklarede tyskeren, dog uden at nævne navne, hvad der havde fået ham til at gå amok.

Ifølge tz-online.de var årsagen - ja rigtigt gættet Marco Materrazzi - der angiveligt i sekunderne efter slutfløjtet forlod italienernes jubeldans og gik over til Schweinsteiger og provokerede denne. Derefter udviklede der sig et håndgemæng.

- Nu forstår jeg Zinedine Zidanes reaktion i VM-finalen, sagde Schweinsteiger efterfølgende. Uden at nævne Materrazzis navn fortalte tyskeren, at den samme spiller, som dengang provokerede Zidane, allerede inden kampen i spillertunnellen var provokerende.

Tz-online.de konkluderer, at Materrazzi længe har spillet en marginal rolle hos Inter. Og at det nu er på tide, at han endegyldigt forsvinder helt fra grønsværen.